Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Ny aftale om grøn boligjob-ordning

Regeringen, Dansk Folkeparti, SF, Konservative og Alternativet er blevet enige om, hvilke håndværksydelser danskerne næste år kan få fradrag for. Her kan du få overblikket over den nye grønne Boligjob-ordning, som træder i kraft den 1. januar 2016

Nu hersker der ikke længere tvivl om, hvad man kan bruge Boligjob-ordningen til efter nytår. Alt fra isolering, nye vinduer og døre til varmepumper, udskiftning af kloakrør og regnvandsfaskiner står på den nye positivliste, som aftalepartierne er blevet enige om skal give fradrag, når den grønne Boligjob-ordning træder i kraft den 1. januar 2016.

- Den nye grønne positivliste er ganske omfattende og indeholder mange fornuftige arbejder med både selve huset og dets installationer. Også hvad angår klimasikring er der kommet en lang række ydelser med på listen, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius.

Rådgivning i forhold til, hvordan boligen kan blive mere grøn og energivenlig og tilslutning til bredbånd er også kommet med på listen.

Sidste år brugte mere end 630.000 danskere Boligjob-ordningen, men Dansk Byggeri forventer dog nu, at den grønne ordning vil blive brugt i langt mindre grad.

- Hvis fradraget var højere, ville flere bruge ordningen, og dermed ville effekten på energiforbruget og klimaet blive større. Aftaleparterne har i 2016 lovet at lave en grundig gennemgang af erfaringerne med den svenske ordning, inden de beslutter Boligjob-ordningens fremtid herhjemme. Det ser vi selvfølgelig frem til, siger Torben Liborius og understreger, at både fradraget og brugen af ordningen i Sverige er meget større end i Danmark.

Den nye ordning fra 2016 vil give fradrag på op til 6.000 kr. pr. person for serviceydelser i hjemmet, mens der vil være et fradrag på op til 12.000 kr. pr. person til håndværksydelser med et grønt sigte.

Her kan du se en liste over, hvad den nye grønne boligjob-ordning dækker

Har du spørgsmål til Boligjob-ordningen er du velkommen til at kontakte Dansk Byggeri på telefon 72 16 00 00.