Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

2016 – et år med fremgang

Det har været et begivenhedsrigt år for byggebranchen. Byggeaktiviteten steg. Dansk Byggeri viste politikerne vejen til rentable infrastrukturinvesteringer. Og et nyt Bygnings- og boligministerium faldt på plads sammen med transport og infrastruktur. Men vi oplevede også store omvæltninger, der påvirker det kommende år

2016 blev året, hvor vi endelig turde sige farvel til krisen. Både jobtal, vækst og byggeaktiviteten peger på, at vi går bedre tider i møde med over 20.000 nye private boliger i 2017.

Flere infrastrukturinvesteringer
Dansk Byggeri har i 2016 givet politikerne et stærkt værktøj i form af en prioriteret liste over rentable infrastrukturinvesteringer. Det er et eksempel på, hvordan vi som erhvervsorganisation finder løsninger på politikernes udfordringer.

Nyt Bygnings- og boligministerium
Dansk Byggeri satte andre markante fingeraftryk på dansk politik i 2016, og det fortsætter vi med i det kommende år, når den nye regering for alvor tager fat. Vi glæder os især til at samarbejde med det nye Transport-, bygnings- og boligministerium.

Trump og Brexit
Men 2016 har også været fyldt med udfordringer. Valget af Trump kom bag på de fleste og Brexit rystede samarbejdet i Europa. Begge dele vil betyde både nye muligheder og udfordringer i de kommende år for Danmark, dansk erhvervsliv og Europa.

Flygtningepres
Vi oplevede et massivt pres på vores grænser fra flygtninge, som søgte efter sikker havn. Problemet er næppe løst – og løses næppe i Danmark - men byggebranchen viste også her, at der er vilje til at hjælpe, når der er brug for at vise vej ind på arbejdsmarkedet.

Sikre arbejdskraften
Vi har i de senere år gennemført væsentlige reformer på arbejdsmarkedet. Det arbejde mener Dansk Byggeri bør fortsætte, da der er stadig behov for at tilpasse vores generøse overførselsindkomster. Det skal også ses i lyset af behovet for at sikre adgang til arbejdskraft i de kommende år.

Digitalisering i byggeriet
I branchen sker der også rigtig meget. Der er en ny økonomi på vej, og byggeriet er med på digitaliseringsvognen. Vi er i fuld gang med at digitalisere kendte arbejdsprocesser og har taget hul på fremtiden. Og det er positivt, at så mange i byggeriet allerede har taget de nye muligheder til sig.

OK2017
Her og nu er den mest aktuelle udfordring vores overenskomster, som skal fornyes. Dansk Byggeri ser frem til forhandlingerne om en ny, ansvarlig aftale, som skal være med til at sikre de bedste vilkår for byggebranchens fortsatte fremgang.