Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Dansk Byggeri beklager TV2-makværk

Dansk Byggeri har i de seneste dage stillet op adskillige gange i såvel TV2-Nyhederne som i TV2News for at kommentere på en række forhold, der relaterer sig til udsendelserne ”Danmark mod Østeuropa”

Dansk Byggeri har ikke ønsket at skabe reklame og opmærksomhed for udsendelserne ”Danmark mod Østeuropa”, som organisationen betegner som noget makværk. Dansk Byggeri har til gengæld behov for at få lejlighed til at tage afstand fra udsendelsernes præmis.

Dansk Byggeri har siden sommeren 2016 været bekendt med udsendelsen og har rettet henvendelse til ledelsen på TV2 for at gøre opmærksom på de vilkår, som TV2s produktionsselskab STV har budt de deltagende virksomheder. Herunder kontrakter om deltagelse, der tydeligvis beskrev et anden slags udsendelse end den, de endte med at deltage i.

Nedenfor en summarisk gennemgang af forløbet op til udsendelsen:

Juni 2016
Dansk Byggeri blev kontaktet den 17. juni 2016 af produktionsselskabet STV, som ønskede en generel kommentar af adm. direktør Lars Storr-Hansen om den udenlandske arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen.

Næsten samtidig – den 21. juni - henvendte Boasbyg sig, som deltager i udsendelsen, fordi virksomheden følte sig ført bag lyset, da kontrakten med STV lød på deltagelse i en udsendelse om arbejdsliv i Danmark med titlen” Med Danmark på arbejde”.

På den baggrund bad Dansk Byggeri produktionsselskabet STV om et møde om præmisserne for udsendelsen, som fandt sted den 27. juni 2016. På mødet fastslog Jacob Fenger, STV, at det ikke ville være muligt at lave den slags ”konkurrencer” på tv, hvis man oplyste deltagerne om den rette sammenhæng. Og på mødet fremgik det, at interviewet med adm. direktør Lars Storr-Hansen var til brug i samme udsendelse.

Dansk Byggeri valgte da at afstå fra at deltage og dermed undgå at legitimere konceptet, som endnu ikke blev omtalt under navnet ”Danmark mod Østeuropa”.

Efter mødet med STV tog Dansk Byggeri kontakt til fagforbundet 3F, som også var blevet bedt om at kommentere den udenlandske arbejdskrafts indtog i bygge- og anlægsbranchen. 3F valgte på baggrund af oplysningerne fra Dansk Byggeri at afstå fra at deltage.

Juli 2016
Dansk Byggeri og 3F valgte derpå at lave en fælles henvendelse til TV2s ledelse ved Merete Eldrup og Anne Engdal Stig Christensen, hvor vi beklagede de falske præmisser, som produktionsselskabet anvendte, og afsluttende med en forventning om, at TV2 ikke ville anvende materiale til udsendelsen, som ikke var ærligt tilvejebragt.

August 2016
Dansk Byggeri og 3F modtager svar fra TV2s juridiske chef Lisbeth Quist, der afviser, at der er tilvejebragt materiale til udsendelsen, som det vil være retsstridigt at offentliggøre.

November 2016
Dansk Byggeri inviteres sammen med 3F til en fremvisning af den ikke færdige produktion, som nu blev præsenteret under titlen ”Danmark mod Østeuropa”. Boasbyg var – kunne man konstatere, og ikke uden egen skyld – udsat for et decideret karaktermord. Ved fremvisningen blev en række faktuelle fejl rettet, og der blev aftalt en fremvisning for arbejdsmiljøfolk fra branchen, for at få fakta på plads. En anden grov fejl, nemlig det undladelse af brug af dampspær, blev aldrig rettet, hvilket fik afgørende betydning for den samlede bedømmelse.

Januar 2017
Den 12. januar udsender TV2 så den første af to udsendelser, som de markedsfører massivt som dokumentarudsendelser. Der bliver på nyhedsfladen vinklet til en række temaer, som byggeskader, arbejdsmiljø, overenskomster og adfærd på byggepladsen, som Dansk Byggeri stiller op i.

På TV2s hjemmeside retter chefkonsulent Niels Strange, Dansk Byggeri, op på udsendelsens misforståelser om brug af dampspærrer.

Dansk Byggeri undsiger på web og i en kommentar i Politiken sammen med 3F, at der er tale om en dokumentar, og kalder det underholdning/reality show, der desværre finder vej til nyhedsfladerne.

Dansk Byggeri deltager efterfølgende den 15. januar i magasinprogrammet Presselogen, og rejser her – suppleret af en pressejurist - kritik at udsendelsens præmisser og presseetikken.

Kontakt
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32