Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Fynske arkitekter vinder betonbranchens Oscar

Det fynske arkitektpar Mette Tony og Mads Bjørn Hansen fra Praksis Arkitekter tildeles Betonelement-Prisen 2017 og Utzon-Statuetten

Prisen og statuetten får de for deres særlige arkitektoniske greb, hvor de bygger betonelementer uden på en grå gammel kornsilo i Nordhavn i København, så siloen er forvandlet til Frihavns Tårnets lyse, moderne boliger, der giver beskueren lyst til at komme tættere på og røre ved bygningen. Juryen fremhæver også siloens nordfacade, hvor der er indføjet felter med egetræsplanker. Nordfacaden en opvisning i, hvor langt betonelementindustrien er nået.

Skulderklap

At Utzon-Statuetten og Betonelement-Prisen i år tilfalder Mette Tony og Mads Bjørn Hansen fra Praksis Arkitekter er et kæmpe skulderklap. Betonelement-Prisen er en af de helt tunge priser i deres verden, så det er en fornem række af værker, Tårnet nu indskriver sig i. Mette Tony og Mads Bjørn Hansen ejer sammen Praksis Arkitekter med i alt cirka 24 medarbejdere og kontorer i sydfynske Troense og København.

Prisregn

I 2015 tog succesarkitekterne først RENOVER´s specialpris for ombygningen af Egebjerg Mølle på Sydfyn. Herefter fulgte Svendborg Arkitekturpris 2015, og med Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten er de nu kommet helt op i superligaen i selskab med Jørn, Jan og Kim Utzon samt den verdensberømte Bjarke Ingels.  Som konsekvens af prisregnen blev Praksis Arkitekterne sidste år Gazelle-virksomhed efter fire regnskabsår med positiv vækst og en fordobling af omsætningen.

Om Betonelement-Prisen
Betonelement-Prisen er stiftet af Betonelement-Foreningen i 1978 og er tidligere givet til en lang række fremragende danske arkitekter, heriblandt Signe & Christian Cold, Lene Tranberg, Bjarke Ingels samt Kim, Jan og Jørn Utzon.

Prisfest

Betonelement-Prisen og Utzon-Statuetten overrækkes ved en prisfest den 30. marts 2017, hvor også Bæredygtig Beton Prisen og In-Situ Prisen uddeles.

Læs mere
Læs mere om Betonelement-Prisen på www.bef.dk.