Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Ny konsulent for betonområdet

Dansk Byggeri har ansat Anne Rosenkilde Lajer som konsulent for blandt andet Fabriksbetonforeningen i afdelingen Erhvervs- og brancheservice

Anne Rosenkilde Lajer skal arbejde med betonområdet i Dansk Byggeri, og hun skal videregive sin store viden og erfaring til gavn for Dansk Byggeris medlemmer. Anne har 20 års erfaring fra byggebranchen, hvor hun blandt andet har arbejdet for IBF Betonvarer, BC-Beton og sin egen virksomhed.  Senest har Anne været regionschef for IBF’s fabrikker i Hedehusene, Mørkøv og Holmegaard på Sjælland.

Født på en betonfabrik
Anne kender rigtig mange aktører i betonbranchen, og hun kender markedet og standarderne indgående. Det kommer ikke af tilfældigheder, for Annes far byggede DK Beton’s fabrik i Vindinge i sin tid, og det er da også her, Anne og hendes søster, som i øvrigt også arbejder med beton, er opvokset og har fået deres viden og tidlige erfaringer med sig.

Brænder for materialet
Selvom Anne egentlig havde besluttet, at hun aldrig skulle arbejde med beton, er det alligevel endt med næsten 20 års tro tjeneste i betonens tegn. Hun har blandt andet arbejdet med fabriksbeton i ti år, og desuden har hun arbejdet med belægning, blokke og afløb i sin tid hos IBF. Anne brænder for at arbejde med beton, og hun glæder sig til at gøre brug af den store viden, som kommer fra at have trådt i den våde beton hele livet.

Anne tiltrådte den 27. marts 2017.