Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Pas på din varevogn

Din varevogn og dit kostbare værktøj er på bestillingssedlen, når østbander drager på tyvetogt. Se top ti liste med de varevogne, tyvene hyppigst stjal i 2016. Og få politiets gode råd mod tyveri.

Mads Mikkelsen Sørensen fra virksomheden Mikkelsen Sørensen ApS fik for nylig stjålet sin Mercedes Sprinter varevogn med kostbart værktøj klokken 1.30 om natten. Mads var ikke gået i seng og troede, det blot var en varelevering til den nærliggende købmand, da tyvene startede hans bil og kørte væk.

- Jeg havde ikke alarm i bilen og hørte ikke, at døren blev brudt op. Og Mercedes har oplyst, at der ikke er bestilt ekstra nøgler til bilen. Et par dage før tyveriet oplevede jeg noget mærkeligt, nemlig at min varevogn til min overraskelse ikke var låst. Jeg ved ikke, hvordan tyvene gjorde det, men jeg vil advare andre håndværkere, fortæller Mads.

Tyve jammer nøglesignal
Der er eksempler på, at tyve har blokeret nøglesignalet, når varevogne blev parkeret og forsøgt låst ved Fields og byggemarkeder.

- Vi har oplevet, at tyvene jammer nøglesignalet, når ejeren forsøger at låse varevognen. Og hvis bilen ikke giver lyd og lys, så er den måske ikke låst. Derfor er det altid en god ide, at sikre sig ved at tage en gang i håndtaget, fortæller Tommy Holger Hansen fra Forsikring & Pension.

Tyvenes ønskeliste
Oversigten viser de ti mest efterlyste varebiler fordelt på fabrikat i 2016. Mercedes Benz er på andenpladsen med 93 efterlyste varevogne. Heraf blev der i 2016 efterlyst 37 Mercedes Sprinter varevogne på landsplan.

Top 10 varebiler

Håndværkerbiler med kostbart værktøj
Mange små håndværksmestre bruger deres biler som rullende kontor. De har alt deres dyre specialværktøj liggende i bilen, så det kan jo nemt være dobbelt så meget som bilens værdi, de mister.

- Vi kan se, at tyverierne specielt går ud over håndværkerbiler, hvor der i stor stil bliver stjålet værktøj, fremhæver specialkonsulent Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat.

Gode råd fra politiet

  • Tænk over hvor du parkerer din varevogn. Du kan for eksempel parkere bilen med bagklappen op mod en mur, et stakit eller en hæk, så tyven ikke kan komme ind. Parker på befærdede steder med god belysning, hvor nogen kan holde øje med køretøjet, og tyven dermed overvåges

  • Tænk over hvad du har med i bilen. Værktøjet placeres, så det ikke er synligt udefra - om muligt fjernes dyrt værktøj fra bilen og opbevares et sikkert sted

  • Det, der ønskes sikret, må ikke være direkte synligt udefra. Undgå derfor at lade værdifuldt udstyr, værktøj og værdifulde genstande ligge synligt fremme i førerkabinen

  • Mærk dit udstyr og værktøj – enten synligt eller usynligt, så det tydeligt kan spores tilbage til virksomheden

  • Dyrt værktøj kan udstyres med GPS-tracker

  • Sæt piktogrammer uden på varebilen, så tyven tydeligt kan se, at bilen er sikret. Det gør tilskyndelsen til tyveri mindre

  • Beskriv en sikringspolitik, så det blandt andet står klart, at uvedkommende ikke får kendskab til, hvor værdifuldt værktøj m.m. befinder sig

  • Anvend eventuelt videoovervågning, alarm eller GPS.