Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Vallensbæk har Danmarks korteste sagsbehandlingstid

Vallensbæk kan ekspedere en byggesag på i gennemsnit fire dage, hvor borgere og virksomheder i Ringsted i gennemsnit skal vente 60 dage. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri, hvor særligt de sjællandske kommuner bruger længere tid på papirarbejdet

Banken har sagt ja, og håndværkerne er klar, men alt efter hvor i landet huset skal bygges, tager det i gennemsnit mellem fire og 60 dage, før kommunen har sagsbehandlet byggetilladelsen, og arbejdet kan gå i gang.

Ventetidsopgørelsen

Ventetiden er opgjort fra den dag, hvor kommunen har modtaget alle dokumenter i forhold til byggesagen, og byggesagen dermed er fuldt oplyst. Ventetiden skal derfor vurderes ud fra, at det udelukkende er den tid, som kommunen tager om at behandle byggesagen.

Store forskelle

Der er store forskelle mellem kommunerne, og umiddelbart kan de ikke forklares med lokale forhold eller andre ting. Lovgivningen er ens for alle, men nogle kommuner er mere effektive og har større fokus på at levere en effektiv service til borgere og erhvervsliv, end andre kommuner har.

Plads til forbedringer

30 kommuner klarer sagsbehandlingen af byggetilladelser på alt fra parcelhuse og etagebyggeri til lagerhaller og kontordomiciler på i gennemsnit mellem fire og 14 dage.

66 kommuner bruger derimod i gennemsnit fra 15 og op til 60 dage på den samme opgave.

Bør ikke tage mere end 14 dage

Når alle dokumenter i sagen er tilgængelige for kommunen, burde det som udgangspunkt ikke tage mere end 14 dage at udstede en byggetilladelse.

Især på Sjælland er der lange ventetider. Det ses blandt andet på listen over de fem langsomste kommuner, hvor fire ud af fem ligger på Sjælland, mens fire ud af de fem hurtigste kommuner ligger i Jylland.

På mange områder gør de jyske kommuner sig lidt mere umage og kan derfor også levere en bedre service.

Se hvor lang ventetiden er i din kommune her

Læs analysen om ventetiden på en byggetilladelse her