Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Digitalisering af bygge- og miljøansøgninger

Byggeloven foreskriver pr. 1. december 2014, at bygge- og miljøansøgninger skal foregå digitalt gennem en ny fælles kommunal portal

Når du skal i gang med digital bygge- og miljøansøgninger, så foregår det gennem hjemmesiden www.bygogmiljoe.dk . Du skal bruge NemId, når du logger på. Når du er logget på, gemmer systemet automatisk dit arbejde, så du kan vende tilbage senere og fortsætte, hvor du kom til. Du har altid mulighed for at logge dig på og se dine ansøgninger – både dem du er i gang med at udarbejde, og dem du allerede har indsendt. Bygherre kan ansøge selv eller give fuldmagt til en udførende/rådgiver, som kan søge tilladelse på bygherres vegne eller måske bare hjælpe med at udarbejde nogle af de bilag, der skal sendes med.

Se videoer

Hvad er Byg og Miljø?   
Byg og Miljø - for borgeren  
Byg og Miljø - for virksomheden   
Byg og Miljø – for rådgiveren  

Når du skal ansøge om en byggesag eller en sag på miljøområdet, giver www.bygogmiljoe.dk dig et overblik over, hvilken information og dokumentation kommunen skal bruge for at behandle din sag. Undervejs får du en målrettet hjælp til de mest almindelige aktiviteter inden for byggeri og miljø, du som borger vil have brug for at søge tilladelse til. Du bliver guidet igennem ansøgningsprocessen, trin for trin, indtil du til sidst med et enkelt klik kan sende din ansøgning, som automatisk går til den rette myndighed. Herefter kan du løbende følge med i, hvor langt behandlingen af din sag er kommet. Du får besked, når der er henvendelser eller afgørelser fra myndigheden.

Som professionel rådgiver kan du bruge www.bygogmiljoe.dk til at håndtere ansøgninger til meget store og komplekse projekter, og du kan administrere og holde styr på ansøgninger til mange projekter samtidig.

Via www.bygogmiljoe.dk kan du undersøge, hvad der gælder af regler på en adresse eller matrikel. Du kan finde oplysninger om bl.a.
• Kommune- og lokalplaner
• By- og landzonebestemmelser
• Byggelinjer, fredningslinjer mv.

Forhold som fx drikkevandsinteresser eller mistanke om jordforurening på stedet, bliver også vist.

Desuden kan du se, hvilke regler og forhold der vil indgå i behandlingen af en konkret sag, du søger om tilladelse til.

www.bygogmiljoe.dk er et landsdækkende system. Det betyder, at du møder det samme system, hvis du fx skal restaurere dit hus i én kommune og bygge sommerhus i en anden. Eller hvis du som professionel rådgiver bygger mange forskellige steder i landet. Pr. 1. oktober havde enkelte kommuner dog ikke tilmeldt sig miljødelen på www.bygogmiljoe.dk, og to kommuner har slet ikke www.bygogmiljoe.dk.

Det er Dansk Byggeris opfattelse, at digitaliseringen af bygge- og miljøansøgninger kan være en stor fordel for både ansøger og kommuner. Det kan dog være en udfordring for nogle af vores medlemmer, at omstille til de digitale krav. Vi håber til gengæld, at den nye digitalisering kan nedbringe de lange sagsbehandlingstider, som vi desværre ser hos nogle kommuner.


Spørgsmål til ovennævnte kan rettes til Dansk Byggeri, Erhvervs- og brancheservice, Mette Mens Rasmussen, telefon 72 16 02 54.