Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

EU’s indre marked er en kæmpe succes

Siden etableringen af EU's indre marked er samhandlen steget støt. I starten var det primært til gavn for vareeksporten, men nu er udførende erhverv som byggeriet også kommet med. Det viser tal fra Dansk Byggeri

Den udenlandske omsætning hos de danske projekteksportører lå på 7,6 milliarder kroner i 2016. Heraf var hele 6,6 milliarder omsat inden for EU, hvilket svarer til 87 procent.

 

De virksomheder, som sælger og leverer projekter i udlandet, har gennem de sidste mange år fået øget fokus på EU. Det skyldes, at det er blevet lettere at arbejde på tværs af EU's grænser, men det er også blevet nemmere at etablere datterselskaber i udlandet. Det har stor betydning for det at drive virksomhed.

 

Danske entreprenører vil, som alle andre virksomheder, have mindst mulig risiko, færrest mulige administrative byrder og gennemsigtige regler. Derfor vælger de at arbejde i EU fremfor i Asien eller Afrika. Dette understreges af International chef i Dansk Byggeri Henriette Thuen.

 

- Det betyder utrolig meget for en branche, hvor margen er lav, at det er let at drive forretning. Først og fremmest skal opgaverne være der, men derefter vurderer man som virksomhed, hvor risikoen er mindst, siger Henriette Thuen

 

Den udenlandske omsætning steg i 2016 med 11,8 procent, mens virksomhedernes samlede omsætning blot steg med 1,8 procent, hvilket viser at virksomheder med aktiviteter i udlandet bruger dette til at stabilisere deres samlede forretning.

 

- For vores virksomhed er det afgørende at vi kan arbejde i udlandet. Når man som Aarsleff har nogle specialkompetencer, så er det vigtigt, at vi kan få tilstrækkelig salgsvolumen. Derfor er EU's indre marked meget vigtig for os, udtaler adm. direktør i Per Aarsleff A/S Ebbe M Iversen og tilføjer:

 

- Stabile og sikre markeder er utrolig vigtigt, når vi skal drive en rentabel forretning. Derfor ser vi med stor bekymring på Brexit og øvrige lande, som lukker sig om sig selv, som det i øjeblikket sker i fx Polen.

 

Se tallene for danske bygge- og anlægsvirksomheders eksport her

 

Kontaktinformation

International chef i Dansk Byggeri, Henriette Thuen, telefon 40 98 41 30