PRESSEN I DAG 23. maj 2013
København vil favorisere lokale job
De næsten 13 mia. kr., Københavns Kommune skal bruge på bygge- og anlægsopgaver de næste tre år, skal komme de københavnske håndværkere til gavn. Sådan lyder det fra SF og Enhedslisten, som i dag vil forsøge at få Borgerrepræsentationen til at nedsætte en ekspertgruppe, der skal kulegrave lovgivningen på området. (…)Dansk Byggeri advarer dog politikerne mod at sætte konkurrencen mellem virksomhedere ud af spil i forsøget på at sikre lokale job. - Hvis forslaget direkte vil forvride konkurrencen, er det selvfølgelig ikke noget, vi bakker op om. Vi går ind for at bekæmpe løndumping og sort arbejde, men det skal netop foregå på lige vilkår for alle virksomheder, så længe de overholder loven, siger adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen. – Berlingske Tidende Business side 4 af Rikke Brøndum (230513).
NCC klar til højhuse på koncepter
Højhusene kommer. Det er Torben Modvig, adm. direktør for NCC Bolig, ikke et sekund i tvivl om. Ifølge ham er der nogle helt klare trends på vej i byggebranchen som beskrevet i Insight analysen fra Dansk Byggeri. Urbanisering er en af dem, og konceptbyggeri er en anden. - Vores marked er ekstremt efterspørgselsdrevet. Kunden efterspørger simpelthen ikke disse løsninger. Kunden efterspørger kun det unikke – næsten hver gang. Det gælder også de store sygehuse, hvor vi bygger fem på samme tid. Det er meget hovedet under armen, siger adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen. – Børsen side 5-6 af Mette Winkler, børsen.dk (220513).
Tre veje til vækst i byggebranchen
New Insight har foretaget en analyse for Dansk Byggeri om byggeriets veje til vækst. (…)Konceptbyggeriet vil være en central del af branchens modsvar til konkurrencepresset, som allerede opleves på hjemmemarkedet. Konceptbyggeri skal mere end at kompensere for tab af indenlandske markedsandele, der allerede er og fortsat vil være en realitet som en følge af globalisering. Fænomenet skal skabe eksport.- Børsen Ejendomme side 5 (230513).
Enighed om praksis for arbejdsklausuler
Dansk Byggeri og 3F er enige om fortolkning af ILO 94 og opfordrer til dialog med Københavns Kommune. – Dansk Byggeri og 3F er enige om, hvordan arbejdsklausuler efter ILO 94 skal fortolkes, og vi har derfor i kølvandet på skriverierne fundet det smart at sende det signal til alle, og altså også til Københavns Kommune, siger direktør i Dansk Byggeri, Peter Stenholm. – Licitationen side 4 af Torben Kragh (230513).
Fysisk arbejdsmiljø uændret i 40 år
Danskerne døjer i dag med lige så store smerter i kroppen på grund af dårligt fysisk arbejdsmiljø, som de gjorde for 40 år siden, vurderer arbejdsmiljøekspert. På trods af årtiers målsætninger og handlingsplaner har danskernes muskel- og skeletproblemer ikke rykket sig. Nye tal tyder på, at udviklingen frem mod 2020 fortsat går den forkerte vej. (…)Arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri, Mette Møller Nielsen, peger på, at arbejdsgiverne langsomt er blevet mere bevidste om, at arbejdsmiljø er vigtigt. Fra at man blev indigneret over et påbud fra Arbejdstilsynet, oplever hun i dag, at virksomhederne går konstruktivt ind og løser de problemer, som opstår. Hun gør desuden opmærksom på, at konsekvenserne af dårligt arbejdsmiljø først mærkes mange år senere. – ugebrevetA4.dk (220513).
Flere fag-entrepriser skal sikre lokale arbejde
En løbende dialog med Helsingør Kommune, Industriforeningen i Helsingør og Dansk Byggeri i Nordsjælland ser nu ud til at komme de lokale håndværkere til gode. De lokale virksomheder har blandt andet klaget over, at det med de nugældende regler var svært at komme i betragtning til større opgaver, og det fik i går Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget til at bede byrådet om at forstærke One-Stop-Erhvervsservice, som skal mindske bureaukratiet, samt ændre kommunens indkøbs- og udbudsfunktion. - Frederiksborg Amts Avis side 11 (230513).
Solcelleejere reddet på målstregen
Boligejere og professionelle investorer, som er kommet i klemme i forbindelse med nye regler på solcelleområdet, ser ud til at være reddet på målstregen. Klima- energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) er sammen med partierne bag energiforliget netop kommet med et oplæg, der sikrer en fair overgangsordning for solcelleejere, der er kommet i klemme i forbindelse med de nye regler. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse på deres hjemmeside. – ekstrabladet.dk (220513).
Omstridte bankregler skal i høring på Christiansborg
Den rødglødende debat om nye kapitalkrav til banker og realkreditinstitutter, der er for store til, at staten kan lade dem gå ned, får nu endnu et pust. Det er DI, Dansk Erhverv, Dansk Byggeri, Håndværksrådet, Finansrådet, Realkreditforeningen, Realkreditrådet og Landbrug & Fødevarer, der vil have politikerne og medierne til at spidse ører. Og især i forhold til at få lagt et rimeligt snit på de kommende SIFI-regler om kapitalkrav, så de ikke hæmmer udlån til erhvervslivet og vækst i samfundet. - Finans.Børsen.dk (220513).
Skybrudssikring tager tid
København og Frederiksberg præsenterer nu en omfattende skybrudsplan. Den giver Danske Anlægsentreprenører anledning til at pege på, at de eksisterende anlæg også skal være i topform, hvis de værste skader skal undgås inden skybrudsplanen kan realiseres. En cykeltur fra Østerbro til Nørreport gennem morgenregnen kan udvikle sig til en god gang slalom uden om store vandsamlinger ved afløbsbrønde, der slet ikke kan klare belastningen. Det kan der være mange grunde til, lige fra en banal tilstopning til mere alvorlige ledningsbrud, men det understreger, at der her og nu er behov for en langt mere målrettet indsats for den løbende drift og vedligeholdelse af afløbssystemet, end det vi er vidne til, siger branchedirektør fra Danske Anlægsentreprenører, Niels Nielsen. – Oestbirk-avis.dk (220513).
Byggeboom i Midt- og Vestjylland stærkt på vej
Et byggeboom venter lige om hjørnet i Midt- og Vestjylland, og tusinder vil kunne få ansættelse indenfor bygge- og anlægssektoren i de kommende år. Storsygehuset i Gødstrup, udbygningen af Regionshospitalet midt i Viborg, motorvejen mellem Herning og Holstebro, og senest godkendelsen af Maabjerg Energy Concept betyder mange tusinde byggejob i adskillige år. Derfor er det vigtigt, at myndighederne taler sammen om at undgå, at de store byggerier sættes i gang samtidigt, siger kontorchef i Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Karl Højhus Jeppesen. Han advarer om, at det bliver svært at skaffe arbejdskraft nok, hvis alt sker på én gang, og det vil overophede byggebranchen, så lønningerne bliver væsentligt højere, og dermed giver dyrere byggeri i sidste ende. - dr.dk (220513).
Kvoter på vindmøller bremser VE-teknologi
Der er endnu engang usikkerhed på markedet for vedvarende energi, der bremser investeringer i VE-teknologi. Denne gang er det husstandsvindmøller, der risikerer dårligere vilkår. Branchen efterlyser en langsigtet og solid plan for udbygningen af vedvarende energi. Lige nu er den danske energipolitik præget af den ene kortsigtede løsning efter den anden, og det gør markedet for vedvarende energiteknologier usikkert, bremser investeringer og hæmmer grøn vækst, siger sekretariatschef for VE-Byg, Torben Kaas. – Npinvestor.dk (220513). /tda



Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106, 1358 Kbh. K