To fluer med et smæk

Af Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri

Det er spild af skattekroner at gøre noget ved beskæftigelsen. Det mener tænketanken Cepos i forbindelse med renoveringspuljen. Det er de færreste, som deler dette synspunkt. Men tænketanken Cepos udmærker sig også ved at skubbe til samfundsdebatten på en forfriskende måde og fra en politisk platform i modvind. I Dansk Byggeri er vi således ganske enige med Cepos i at undgå at poste penge i beskæftigelsesprojekter uden et egentligt formål.

Det er ikke fornuftigt at smide om sig med støttekroner til et erhvervsliv, som bestemt har bedst af at klare sig på det frie markeds betingelser. Men når man så bruger pengene, er det meget vigtigt, at der er en klog og fremadrettet tanke med at bruge offentlige midler og investeringer til stimulering af erhvervslivet.

Taler vi aktuelt om den såkaldte renoveringspulje, så har det været meget vigtigt for Dansk Byggeri og andre at få slået to fluer med et smæk. Det vil først og fremmest sige, at pengene i videst muligt omfang skal gå til at effektivisere vores energiforbrug, så vi samfundsmæssigt bevæger os i den rigtige retning, som er væk fra et fossilt energiforbrug. Det marked har været vanskeligt at tale i gang, så derfor kan en sådan beskeden stimulering på foreløbig 1,5 mia. kr. på et delmarked på ca. 25 mia. kr. være en klog og målrettet investering - som tilmed har en god beskæftigelseseffekt.

For Dansk Byggeri har det været afgørende, i blandt andet den vækstpakke vi har lanceret, at de forslag, vi bringer i spil, er funderet på netop kloge og nødvendige investeringer. Vi mener således ikke, at vi skal renovere offentlige bygninger og energieffektivisere disse af hensyn til byggeriets beskæftigelse. Det skal vi først og fremmest, fordi det er dyrt at lade være med at vedligeholde og modernisere, og fordi det er meget fordyrende for skatteyderne at udskyde den slags arbejder i staten og i kommunerne.

Det gør i den forbindelse så heller ikke noget, at der er en ganske fornuftig beskæftigelseseffekt heraf. Oven i købet er der meget fornuft i at udnytte den kapacitet, som bygge- og anlægssektoren har opbygget i de gode år til at få løst disse opgaver - en kapacitet, som vi ikke kan forvente at fastholde fx om 5-8 år, hvor vi forventer mangel på faglært arbejdskraft.

Det centrale er igen her at slå to fluer med et smæk. Det gælder også de store anlægsprojekter, som er undervejs. Det bør ikke være formulerede beskæftigelsesprojekter, som dem Stauning lavede i trediverne, men kloge og fremadrettede offentlige investeringer til gavn for erhvervs- og samfundsudviklingen i mange år fremover.

Så længe vi kan fastholde, at offentlige investeringer har et klogt formål, som at reducere energiforbruget, sikre sunde og tidssvarende offentlige bygninger og en hensigtsmæssig og konkurrenceforbedrende infrastruktur, så skal vi kun klappe i hænderne, hvis vi kan få alt dette gjort af en bygge- og anlægssektor, som er oppe i gear til at påtage sig løsningen på disse reelle problemer. Og så gør det vel ikke noget, hvis det samtidig sikrer, at flere kan få en velfortjent løn frem for understøttelse.