Bookmark and Share

Dansk Byggeri hilser ny sikkerhedsindsats velkommen

Nyt initiativ skal være med til at mindske risikoen for arbejdsulykker og nedslidning.

Et nyt initiativ, som beskæftigelsesminister Inger Støjberg netop har præsenteret, lægger op til, at Arbejdstilsynet skal gennemføre en mere målrettet indsats for bedre arbejds- og sikkerhedsforhold på byggepladserne.

I Dansk Byggeri ser man med glæde på Arbejdstilsynets kommende tilbud om en gennemgang af byggeprojekt og -plads inden arbejdet begynder.

- Vi har gang på gang oplevet, at det er svært at få netop bygherre og den projekterende til at tage ansvar og engagere sig i den del af processen, som omhandler det fysiske arbejde på byggepladserne. Men både bygherre og den projekterende har et særligt ansvar for, at arbejdsmiljøloven overholdes. Derfor er det positivt, at Arbejdstilsynet nu tilbyder et møde med bygherre, den projekterende, sikkerhedskoordinatorer og entreprenører forud for, at arbejdet skal gå i gang og dermed sikrer, at arbejdet er tilrettelagt i overensstemmelse med de gældende regler og – ikke mindst – at alle er klar over, hvilket ansvar de har, siger Mette Møller Nielsen, afdelingschef i Dansk Byggeris arbejdsmiljøafdeling.

Hun peger dog på, at indsatsen bør række ud over opstarten af byggepladsen, så de håndværkere, der først bliver en del af byggeprocessen senere også får glæde af en bedre tilrettelæggelse af arbejdet.

Kontakt:
Mette Møller Nielsen, afdelingschef, Miljø og arbejdsmiljø, Dansk Byggeri, telefon: 72 16 02 97
Henriette Døssing, journalist og pressekonsulent, Dansk Byggeri, telefon 72 16 02 84