Spar på (u)krudtet og tjen på vejene
Der er masser af penge at spare ved at udlicitere vej- og parkdrift, skriver Jesper Arkil, adm. direktør i Arkil A/S i Berlingske Tidende.
Regeringens udmelding om, at der skal spares 8.000 arbejdspladser i de danske kommuner, har udløst den sædvanlige strøm af protester gående på, hvor nådesløst det vil ramme de i forvejen hårdt plagede folkeskoler, plejehjem og daginstitutioner rundt om i landet. Men kommunerne kan spare helt uden at pille ved disse områder, skriver Jesper Arkil, adm. direktør i Arkil A/S i en kronik i Berlingske Tidende:
”På den måde er alting, som det plejer, når fronterne trækkes op mellem regering og kommuner, hvor regeringen på den ene side peger på de galoperende offentlige udgifter, og kommunerne på den anden side trækker ”det- vil-gå-ud-over-de-svageste”-kortet. Det har vi set år efter år, og resultatet har år efter år været en stærk vækst i den offentlige sektor, som slet ikke kan forklare de mange serviceforringelser, borgere landet over giver udtryk for.
Hvor pengene bliver af, er hverken mit ærinde eller min pointe; men det er derimod mit forslag til, hvordan man kan spare rigtig mange penge. De fleste af landets 98 kommuner råder over forholdsvis store entreprenørafdelinger, der har til opgave at vedligeholde det kommunale vejnet, fjerne ukrudt og på andre måder passe og vedligeholde offentlige områder. Vi er mange private entreprenørvirksomheder, som kan tilbyde at gøre nøjagtig det samme - men billigere, mere fleksibelt og mere effektivt blandt andet på grund af de stordriftsfordele, vi kan opnå.”
Jesper Arkil opfordrer derfor politikerne til at tage et fornyet kig på reglerne for udlicitering af kommunale opgaver. I dag skal 26 % af alle kommunale opgaver ”konkurrenceudsættes”, og desværre er der mange eksempler på, at reglerne udnyttes og i nogle tilfælde endda omgås, så opgaven med meget stor sandsynlighed forbliver på kommunale hænder. Det betyder, at de private virksomheder hurtigt kan miste lysten til at bruge tid og penge på at deltage i sådan en ”konkurrence”.
Læs hele kronikken på berlingske.dk




Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106, 1358 Kbh. K