I god tro og tillid

Af direktør Peter Stenholm, Dansk Byggeri

Verden er blevet mindre, og det udfordrer os alle i vores almindelige omgang med hinanden. Danmark består ikke mere af en homogen masse af Mette’r og Jens’er. I alle dele af samfundet ser vi fremmede folkeslag komme til os ført hertil af forskellige årsager – som flygtninge, uddannelsessøgende eller som arbejdskraft. Det betyder, at vi skal vænne os til at gøre ting, som vi ikke har været vant til. Vi har nemlig alle et ansvar for, at der er nogenlunde styr på status af de personer, som opholder sig i landet.

I byggeriet har vi længe talt med store bogstaver for at få slået fast, at borgerne har en pligt til at sikre sig, at den beskæftigede udenlandske arbejdskraft er tilmeldt RUT-registret. Vi har alt for mange eksempler på udenlandske virksomheder, som kommer hertil og arbejder på vilkår, der er med til at undergrave det system, vi har bygget op i forhold til skatteregler, arbejdsmiljø og aftaleforhold på arbejdsmarkedet. Og den pligt er ikke alene borgernes. Den er også arbejdsgivernes og – ikke mindst – de offentlige institutioner og myndigheders pligt.

Nu har vi så set en sag, som bestemt også skal få os til at overveje, om vi skal foretage os noget administrativt for at undgå, at vi træder ved siden af i denne kontrol. I sagen fra Bjergby i Nordjylland, hvor en murermester i god tro – og det må man have lov til at sige – på opfordring fra den lokale erhvervsskole indgår en lærlingeaftale med en ung mand af vietnamesisk herkomst. Den unge mand har cpr-nummer, skattekort, uddannelsesstøtte og alt det, vi i øvrigt bliver udstyret med for at vi kan holde styr på hinanden. Han har bare ikke opholdstilladelse. Resultatet blev som bekendt et bødeforlæg til muremesteren på 50.000 kr.

Og det virker ikke rimeligt. Vi må dog slå fast, at der er ganske enkle metoder til at få fastslået om nye medarbejdere har en opholdstilladelse, som vi må vænne os til - som en del af udfordringen – at konsultere, akkurat som almindelige borgere skal sikre RUT-registrering. Miseren er i den konkrete sag dog noget mere speget:

Er der således ikke tale om god tro og svigt fra myndighedernes side, når en ung mand uden opholdstilladelse kan bevæge sig rundt i systemerne og blive udstyret med de gængse papirer og personregistreringer, uden at der hos skat, SU-styrelse eller i erhvervsskolesystemet stilles spørgsmål ved den unge mands status i Danmark?

Er det efterfølgende rimeligt at smække et bødeforlæg på bordet hos en mester, som indvilliger i at tage en lærling under sine vinger på anbefaling af erhvervsskolen? Kan denne mester ikke forvente, at myndighederne på forhånd har sikret den slags, og kan man ikke også stille spørgsmål ved, om mesteren har udvist en mere ansvarspådragende forsømmelighed end erhvervsskolen og de øvrige myndigheder?

Sagen kalder på at skabe bedre mulighed for at sammenkøre de offentlige registre. Det bør ikke være muligt for offentlige myndigheder at tildele cpr-numre, skattekort, praktikpladser mv. til personer uden opholdstilladelse. Tilsvarende bør det heller ikke være muligt for offentlige myndigheder at udbetale ydelser til personer uden opholdstilladelse.

Der er ingen tvivl om, at vi alle har en pligt til at udvise stor påpasselighed i forhold til at sikre ordnede forhold og overholdelse af de regler som hægter et nogenlunde velfungerende samfund sammen. Men for borgerne er der også en forståelig forventning om ikke at blive bragt i fedtefadet på den måde, som det er sket i den konkrete sag fra Bjergby. Lad derfor denne sag tjene som et godt eksempel på, hvorfor der er behov for at sammenkøre offentlige registre - af den enkle årsag, at borgere og virksomheder må have tillid til myndighederne. Og lad os også være enige om, at enhver sanktion overfor mesteren i den konkrete sag er urimelig.