Kortsigtede kommunale løsninger

Dansk Byggeri advarer kommunerne mod igen at nedprioritere renovering og vedligeholdelse af den kommunale bygningsmasse og infrastruktur. Genopretningen kan blive meget dyr.

Den årlige forhandling om en økonomiaftale mellem staten og kommunerne nærmer sig, og kommunerne har påbegyndt arbejdet med næste års budgetter. Sidste års økonomiaftale mellem staten og kommunerne endte med, at skatten ikke måtte stige under ét, hvilket tvang kommunerne til en skrap prioritering af udgifterne.

Dansk Byggeris gennemgang af de kommunale anlægsbudgetter for 2003 viser, at anlægsbudgetterne til infrastruktur og folkeskolen er faldtet med 14 procent fra 2002 til 2003.

- Det er betænkeligt, at kommunerne vælger at spare så meget på folkeskolen, når det er en realitet, at der kommer 10.000 flere børn i folkeskolen i de kommende år, og det er også besynderligt i lyset af, at man i sidste års økonomiaftale aftalte at opprioritere folkeskolen. Det siger afdelingschef i Dansk Byggeri Vibeke Gaardsholt, som også påpeger, at der netop dengang blev aftalt adgang til yderligere lånefinansiering af anlægsudgifterne på skoleområdet.

- Desværre kan vi nu konstatere, at den foranstaltning åbenbart ikke givet den ønskede effekt.

Vibeke Gaardsholt giver som forklaring, at det for politikerne, der skal prioritere knappe ressourcer, tilsyneladende er mere tillokkende at spare på renovering og vedligeholdelse af bygninger end at spare på serviceydelser til borgerne.

- For eksempel giver personaleindskrænkninger sig udslag i protester fra fagforeninger og brugere. Så er det straks nemmere med løbende besparelser på renovering og vedligeholdelse, selvom kommunerne efterhånden ophober et stort efterslæb, som faktisk kan ende med ganske dramatiske besparelser på serviceydelserne, når der skal ske en genopretning af bygninger og infrastruktur indenfor rammerne af skattestoppet, slutter Vibeke Gaardsholt.

Dansk Byggeri afholder repræsentantskabsmøde tirsdag den 6. maj 2003 kl. 10:00 i Musikhuset i Århus.

Yderligere kommentarer kan fås ved henvendelse til afdelingschef Vibeke Gaardsholt på telefon 72 16 00 00 eller til pressechef Mogens Hjelm på telefon 40 29 92 32