Dansk Byggeri vil forbedre erhvervsuddannelserne via samarbejde

Karaktererne ligger under middel, når erhvervsuddannelserne er til eksamen hos praktikvirksomhederne i bygge- og anlægsbranchen. Som den første erhvervsorganisation er Dansk Byggeri med i Erhvervsskolernes Benchmarkingsnetværk. Formålet er at forbedre kvaliteten af erhvervsuddannelserne

- Erhvervsskolernes Benchmarkingsnetværk måler og sammenligner tilfredsheden med erhvervsuddannelserne blandt lærlinge og praktikvirksomheder ud fra en fælles analysemodel, der er udarbejdet af analysefirmaet Markedsconsult A/S, forklarer uddannelseschef Jesper Juul Sørensen fra Dansk Byggeri.

Men formålet med målingerne er ikke, understreger han, at hænge enkelte skoler ud, men derimod at lære af de bedste.

- Dansk Byggeri har meldt sig ind i netværket, fordi vi mener, at udviklingen af erhvervsuddannelserne skal bygge på uafhængige målinger og objektive fakta. Når vi har en solid viden om, hvordan lærlinge og praktikvirksomheder oplever uddannelsen i dag – både mht. styrker og svagheder – vil vi være godt rustet til at lave en målrettet udviklingsindsats.

Den første tilfredshedsanalyse viser da også, at der er plads til forbedring. Tilfredsheden med erhvervsuddannelserne blandt praktikvirksomhederne i bygge- og anlægsbranchen ligger således lidt under middel. Virksomhederne vægter især lærlingenes praktiske færdigheder højt; og derfor er disse kompetencer blandt de højt prioriterede indsatsområder.

- Fordelen er, at Dansk Byggeri og erhvervsskolerne via netværket får mulighed for at arbejde ud fra et fælles analysegrundlag. Når vi diskuterer udviklingen af byggeriets erhvervsuddannelser ud fra de samme analyser, er det muligt at fokusere på de forhold, der har betydning for virksomhederne og lærlingene, hvormed uddannelserne kan få et effektivt kvalitetsløft.

Regeringen har en målsætning om, at 85 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. For at dette mål skal kunne indfries, kræver det, at der oprettes tilstrækkeligt med praktikpladser inden for erhvervsuddannelserne. Netop i den sammenhæng spiller kvaliteten af erhvervsuddannelserne en helt central rolle, idet virksomhederne kun vil oprette praktikpladser, hvor de oplever uddannelsen som værende relevant og af en god kvalitet. Det er i dette perspektiv, at Dansk Byggeris engagement i det nye benchmarkingsamarbejde skal ses.

Klik her for at læse hovedrapporten.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til uddannelseschef Jesper Juul Sørensen, Dansk Byggeri på tlf. 72 16 01 80.

Det viser undersøgelsen:

Resultaterne fra den første tilfredshedsundersøgelse blandt praktikvirksomhederne viser et forholdsvist lavt tilfredshedsniveau blandt bygge- og anlægsvirksomhederne.

På en skala fra 0-100 ligger tilfredsheden på 59, hvilket iflg. MarkedsConsults erfaring fra tidligere tilfredshedsundersøgelser er lidt under middel.

Loyaliteten – målt som virksomhedernes tilbøjelighed til at anbefale erhvervsskolen til andre og til at tage lærlinge fra samme skole igen – er dog højere med index 68.

Rapporten beskriver også virksomhederne ud fra samspillet mellem deres tilfredshed og loyalitet. 63 % af bygge- og anlægsvirksomhederne er forholdsvis tilfredse og loyale, mens 18 % tilsyneladende er på vej væk, idet både tilfredsheden og loyaliteten er lav.

Undersøgelsen måler også den betydning, de enkelte elementer i uddannelsen har for virksomhederne. Her viser undersøgelsen, at de elementer, som er vigtigst for virksomhederne, også er de elementer, man er mest tilfreds med –nemlig oplevelsen af lærlingene på arbejdspladsen og erhvervsskolernes generelle image.

Der er dog stadig behov for forbedringer for at højne tilfredshedsniveauet. Her peger rapporten især på lærlingenes praktiske færdigheder og teoretiske viden som indsatsområder – ikke fordi tilfredsheden her er specielt lav, men fordi det er de elementer, som er vigtigst for virksomhedernes overordnede tilfredshed.

Et andet vigtigt indsatsområde iflg. rapporten er, at der stilles tilstrækkelige krav til lærlingenes adfærd og resultater i skoleperioderne.

Faktabokse:

Det er erhvervsskolerne gode til

Fagligt kompetence

Kvalitetsbevidste

På forkant med udviklingen

Det kan erhvervsskolerne blive bedre til

At højne tilfredsheden på bygge- og anlægsuddannelserne, så de matcher tilfredsheden på erhvervsuddannelserne generelt

At stille krav til lærlingenes adfærd og resultater i skoleperioderne

At være synlige over for virksomhederne i praktikperioden

At give virksomhederne information om, hvad der arbejdes med i skoleperioderne

At give de almene fag det rette fokus i forhold til opgaverne i virksomhederne

Det er lærlingenes styrker

Lærlingene er engagerede

Lærlingene er gode til at samarbejde

Lærlingene ved, hvordan man begår sig på en arbejdsplads

Følgende skoler har deltaget i undersøgelsen på bygge- og anlægsområdet:

- Odense Tekniske Skole

- Randers Tekniske Skole

- Aarhus Tekniske Skole

- CEU Kolding

- Den Jyske Haandværkerskole, Hadsten

- Erhvervsskolen Hamlet, Hillerød

- CEU Selandia, Slagelse

- Vitus Bering Danmark, Horsens

- Silkeborg Tekniske Skole

- Aalborg Tekniske Skole