Behov for nye erhvervsrettede uddannelser

Manglen på praktikpladser kan vanskeliggøre regeringens vision om uddannelse til alle. Dansk Byggeri anbefaler udvikling af nye erhvervsrettede uddannelser målrettet de jobområder, som tidligere ansatte elever

Regeringen igangsætter torsdag d. 13. oktober to udvalgsarbejder om henholdsvis fremtidens erhvervsuddannelser og begrænsning af frafald i ungdomsuddannelserne. Udvalgene skal sikre, at regeringens målsætning om uddannelse til alle unge nås.

Helt konkret er hensigten, at 95 procent af ungdomsårgangene fra 2015 gennemfører en ungdomsuddannelse. Hvis det skal lykkes, skal der i 2015 uddannes 17.000 flere unge end i dag. 10.000 flere fordi en større andel af de unge skal have en uddannelse, og 7.000 fordi ungdomsårgangen bliver større.

- Som udgangspunkt er regeringens visioner prisværdige - men desværre også noget urealistiske. Hvis vi skal have 17.000 flere unge igennem uddannelsesmøllen, kræver det 17.000 ekstra praktikpladser. Det svarer til godt 50 procent flere pladser, end i dag. Det er specielt urealistisk, fordi mange af disse ekstra 17.000 pladser vil blive besat af unge, der er svage både fagligt og socialt, mener direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.

Han peger på især to ting, der kan rykke regeringen tættere på målet. Dels skal alle brancher gøre deres yderste for at ansætte elever, dels må der etableres en ny type erhvervsrettet uddannelse, der ikke baserer sig på, at den unge ansættes i en virksomhed.

- Hver gang man leder efter praktikpladser, kommer bygge- og anlægssektoren i søgelyset. Men vi har optimeret vores praktikindtag flere gange. I øjeblikket er godt 22% af alle praktikanter beskæftiget i byggeriet, så nu er det på tide, at andre brancher også påtager sig deres del af ansvaret, pointerer Michael H. Nielsen.

I Dansk Byggeri forventer man ikke, at selv en kraftig forøgelse af antallet praktikpladser alene kan løse problemet. Der er derfor behov for at tænke nyt og supplere de eksisterende ungdomsuddannelser – der består af erhvervsuddannelser og de gymnasiale uddannelser - med nye erhvervsrettede uddannelsesmuligheder.

- Vi har behov for udvikling af erhvervsrettede uddannelser uden krav om praktik og ansættelse i virksomhederne, men som har et klart jobsigte inden for de brancher, hvor der er tabt mange praktikpladser igennem de seneste 10 år.

- Det ville være ærgerligt at ødelægge de velanskrevne erhvervsuddannelser i bestræbelserne på - for enhver pris - at presse 50 procent flere lærlinge ind. Kvoter eller tvang er ikke en farbar vej for hverken de unge eller virksomhederne, slutter Michael H. Nielsen.

FAKTA

· I dag er det knap 80 procent, som afslutter enten en erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse

· Byggeerhvervet uddannede sidste år 4.600 nye medarbejdere. Det svarer til godt en femtedel af alle, der afsluttede en erhvervsuddannelse. Samtidig er antallet af nye lærlinge i bygge- og anlægssektoren steget med godt 20 pct. det sidste år.

Kontakt:

Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, telefon 72 16 01 75 / 20 28 52 64

eller

Katrine Romme, Kommunikation, Dansk Byggeri, telefon 72 16 02 75