Byggeriet fortsætter med at ansætte flere lærlinge
Antallet af uddannelsesaftaler mellem bygge- og anlægsvirksomheder og lærlinge er steget med 25% i forhold til sidste år. Det viser de seneste tal fra Undervisningsministeriet
- Byggeriet er et af de områder, der i øjeblikket høster frugterne af en stabil samfundsudvikling. Der bygges på livet løs, og heldigvis har virksomhederne i byggeriet også vist vilje til at ansætte og uddanne lærlinge, siger Jesper Juul Sørensen, uddannelseschef i Dansk Byggeri.
Antallet af uddannelser på bygge- og anlægsområdet er således steget med 25% på et år. Alene tømrerfaget tegner sig for en stigning på 42%, mens murerfaget stiger 31 %, malerfaget stiger 18%, snedkerfaget stiger 9%.
- Desværre kan antallet af uddannelsesaftaler inden for struktørfaget kun udvise en stigning 8 %, selv om der flere steder i landet er ledige praktikpladser på dette område. Det er beklageligt, at der ikke er flere lærlinge, der benytter de ledige uddannelsespladser på struktørområdet, siger Jesper Juul Sørensen.
Han peger på, at det er positivt, at antallet af skolepraktikelever er faldet med hele 40% på bygge- og anlægsområdet, men advarer mod udviklingen på murer- og malerområdet, hvor antallet af skolepraktikelever er steget med henholdsvis 12% og 14 %.
- Vi skal passe på. Selv om det går godt, er det vigtigt, at der fortsat kigges på kvaliteten i erhvervsuddannelserne. Hvis erhvervsuddannelserne skal fastholde sit renommé, som en god vej til beskæftigelse, er det vigtigt, at den oplevede kvalitet både blandt virksomheder og lærlinge er i orden, slutter Jesper Juul Sørensen
Yderligere kommentarer:
Uddannelseschef Jesper Juul Sørensen på telefon 21 66 50 20
eller pressechef Mogens Hjelm på telefon 40 29 92 32.



Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106, 1358 Kbh. K