Kloaksystemet kan ikke klare den ekstreme regn

Danskerne må fremover indstille sig på mere af det, som eksperterne kalder "monsterregn". Men det eksisterende kloaksystem er ikke dimensioneret til at klare de ekstreme regnmængder. Samtidig lider det det danske kloaksystem af inkontinens på grund af manglende renovering

Det danske kloaksystem blev sat dagsordenen ved en konference i Odense den 4. september 2007, som blev arrangeret af Kloaksektionen under Dansk Byggeri. Her drøftede førende eksperter på området fremtidens klimaændringer, som påvirker kloaknettet, den politiske vilje til at håndtere ændringer og fremtidige tekniske kloakløsninger, der sikrer fleksibilitet og effektivitet.

- Rent videnskabeligt kan vi konstatere, at klimaændringerne påvirker nedbørsmønstret over Danmark i et betydeligt omfang. Sommernedbøren vil øges i såvel hyppighed og intensitet og ekstremregnen, den såkaldte "monsterregn", forventes at have en forøgelse på 20-30 % de næste 60 år, vurderer seniorforsker Ole Bøssing Christensen fra Danmarks Klimacenter samt projektleder Karsten Arnbjerg fra COWI.

Fremtidens klimaændringer og den eksisterende "monsterregn" betyder, at det nuværende kloaknet er underdimensioneret. Ifølge professor Mogens Henze, formand for ATV-udvalget (Akadamiet for de Tekniske Videnskaber), er afløbssystemet dimensioneret efter fortidens regnmønster, hvor kældre og viadukter fungerer som regnvandsbassiner:

- Det nuværende afløbssystem lider af inkontinens. Det har en enkelt struktur, der er totalt underdimensioneret til at håndtere fremtidens ekstremregn. Der er et massivt behov for en økonomisk indsats og et samarbejde mellem kommuner, firmaer, rådgivere og forskere for at nå frem til fremtidens bæredygtige og fleksible løsninger. Danmark har råd til at investere i en korrekt dimensionering af kloaknettet - men det handler om politisk vilje, konstaterer Mogens Henze.

I Greve Kommune oplevede borgerne konsekvenserne af "monsterregnen" og kloaknettets inkontinens på tæt hånd i sommers. Greve Kommune har i samarbejde med DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening) udarbejdet den såkaldte Klimakogebog, en kogebog der på konkret niveau vejleder andre kommuner om håndtering af klimaændringer i forhold til afløbssystemets overbelastning samt oversvømmelse.

- Klimakogebogen er et interessant værktøj til at få overblik over afløbsproblemerne og gør kommunerne i stand til at identificere og prioritere kloaknettets udfordringer. Det, der er vigtigt nu, er, at politikerne får kortlagt problemet og afsat midlerne til den fornødne renovering, fornyelse og udbygning, siger direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri.

På konferencen den 4. september havde Dansk Byggeri inviteret to virksomheder, der er førende inden for ny teknologi på kloakområdet: ITT Flygt udvikler tryksatte systemer - et supplement til det nuværende afløbssystem, hvor man ved kobling af tryksatte systemer til de nuværende afløbssystemer får frigjort 10-15 % i volumen. MT Højgaard A/S vurderer muligheden for dybtliggende afløbstunneler, hvor tunneler i en dybde af cirka 4 km under jorden fungerer som basisledninger for både fjernvamevand- og dampledninger.

Kontakt:

Direktør Michael H. Nielsen 20 28 52 64

Konsulent Hans Henrik Kristensen 72 16 02 92

Kommunikationsmedarbejder Kathrine Stampe Andersen 72 16 01 52

Du kan læse mere om budskaberne fra Kloaksektionens konference på www.kloaksektionen.dk