Af dir. Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, og adm. dir. Lars Goldschmidt, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI

Der er overalt fokus på de menneskeskabte klimaforandringer, og hvordan de kan mindskes gennem forskellige tiltag på energiområdet. Det kræver en stor indsats, men det kræver også, at vi holder os fokus for øje, og satser på de områder, hvor potentialet for reduktion af CO2-udledning er størst.

Et sådant fokus bør være på byggeri og på den eksisterende bygningsmasse. Her anvendes nemlig 40 procent af det samlede danske energiforbrug. Det svarer til, at danskerne hvert år bruger i omegnen af 45 milliarder kroner på energi i boliger.

Når der er tale om nybyggeri, kan det både ud fra et byggeteknisk og økonomisk perspektiv lade sig gøre og betale sig at opføre bygninger, der kun anvender en brøkdel af den energi, der anvendes i den eksisterende bygningsmasse. Det er for eksempel muligt at bygge efter passiv-hus-princippet, hvor det årlige energiforbrug til opvarmning højst må udgøre 15 kWt pr kvm, ligesom der stilles en række andre krav til energieffektivitet.

Til sammenligning betyder det nye bygningsreglement, at det årlige energiforbrug til almindelige huse max må udgøre 56 kWt pr kvm, til lavenergihuse klasse 242 kWt og til lavenergihuse klasse 1 30 kWt pr kvm. Passivhuse giver altså en markant energibesparelse. Uanset, om man dog vil eller kan gå så langt i al nybyggeri, så batter det noget generelt at satse på at regulere nybyggeriet. Opstramningen af bygningsreglementet i 2006 og de kommende planlagte revisioner har således givet sig udslag i energibesparelser. Fremtidens nybyggeri vil bestå af bygninger, der bruger en fjerdedel af den energimængde, der var normal frem til 2006.

Men dermed er lykken ikke gjort – nybyggeriet står nemlig kun for godt en procent af den samlede byggebestand per år. En satsning alene på denne del af byggeriet batter derfor ikke. Potentialet ligger derimod i de eksisterende 680 millioner etagekvadratmeter byggeri. Over halvdelen er opført før 1979, hvor energikrav blev en central faktor i kravene til nybyggeri. Og her kan der udrettes noget i forhold til energibesparelser.

Potentialet for den eksisterende bygningsmasse hedder energirenovering. En udfordring og et potentiale, som kræver holdningsændring og handling af flere aktører; bygningsejerne, byggebranchen og politikerne, hvis det skal udnyttes.

Bygningsejerne skal have øjnene op for energi-renovering af deres egen ejendom. Vi kan konstatere, at energibesparende tiltag kun i et meget begrænset omfang efterspørges i dag. Det har den konsekvens, at de politiske målsætninger fra 2005 om reduktion i bygningers energiforbrug kun i et vist omfang er blevet indfriet. Skal vi have bygningsejerne til at energirenovere, skal de gøres pmærksomme på, at det ikke alene vil være godt for klimaet, men også for familiens økonomi. Byggebranchen har en rolle at spille i, at tilbyde løsninger, der kan generere bygningsejernes efterspørgsel. Det skal være enkelt at vælge at energirenovere sin ejendom. Bygningsejerne skal tilbydes løsninger, der er til at forstå, og som kan betale sig, dvs. med tilbagebetalingstider på fem, otte eller måske ti år. Og løsninger, der ser smukke ud. Det kan ikke hjælpe, at branchen tilbyder energirigtige løsninger, der arkitektonisk er langt fra, hvad bygningsejerne vil have. Desuden skal de kompetencer, der er i korpset af energikonsulenter, bringes langt bedre i spil, end de er det i dag, så konsulenterne kan fokusere på de rigtige løsninger for den enkelte bygning, og ikke alene foretage en mekanisk registrering af tekniske forhold.

Politikernes rolle er at generere efterspørgsel efter energirenovering i den offentlige bygningsmasse og at gøre det attraktivt for private at energirenovere. Dette kan helt konkret ske bl.a. gennem justeringer af energimærkeordningen, justeringer i lejeloven, ændringer i boligbeskatningen, udvikling af markedet for energitjenester og anvendelse af økonomiske instrumenter.