Bookmark and Share

Første spadestik til fremtidens bolig

Fremtidens hus producerer selv CO2-neutral energi til el og opvarmning. Den 3. september 2008 blev første spadestik taget til "Bolig for livet"- et såkaldt aktivhus, der henter energien i naturen ved hjælp af solceller, jordvarmeanlæg og andre bæredygtige energikilder

- Jeg er stolt over at have fået lov til at tage det første spadestik til "Bolig for livet" - et nyt aktivhus. Dette projekt markerer en ny og grænseoverskridende udvikling på den energiteknologiske dagsorden i Danmark, sagde direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, da han i dag, den 3. september 2008, var med til præsentere fremtidens aktive hus.

Det er VELFAC og VELUX, der i samarbejde med arkitektfirmaet Aart, Esbensen Rådgivende Ingeniører, Sloth Møller Rådgivende Ingeniører, Arkitektskolen Aarhus, Ingeniørhøjskolen i Århus, Alexandra Instituttet, WindowMaster og Sonnenkraft har projekteret Bolig for livet. Det bliver KFS Boligbyg, der siden 1983 har udført mere end 1000 individuelle boliger, der udfører aktivhuset.

- Et aktivhus er en helt ny kategori af huse. Indtil i dag har passivhuse, der er huse med et meget lavt energiforbrug, været det bedste, man kunne opnå. Et aktivhus er, udover at være meget energieffektivt, karakteriseret ved at producere energi og dermed yde et bidrag til løsning af klimaudfordringen, forklarede Michael H. Nielsen.

Han betegnede det nye aktivhus som et epokegørende projekt. Huset vil ifølge direktøren være en god investering for boligejerne, som opnår en kontant økonomisk gevinst ved aktivhuset i form af besparelser på udgifter til el og varme.

- Ud over at der vil være stadig større besparelser forbundet med at være ejer eller bruger af et aktivhus, er jeg sikker på, at der vil være voksende prestige forbundet med at bo i huse, som ikke belaster klima og miljø med CO2-udledning.

Bolig for livet står klar i marts 2009, hvorefter en familie flytter ind for at afprøve livet i det nye aktive hus. Bolig for livet bliver ifølge Michael H. Nielsen en stor udfordring for hele ejendomsmarkedet og byggeerhvervet i Danmark.

- Det årlige nybyggeri tegner sig for mellem en halv og en procent af den samlede bygningsbestand. Det betyder, at der vil gå langt over 100 år, før der er sket en udskiftning af de eksisterende bygninger. Derfor har "Bolig for livet" også et vigtigt bidrag til nytænkning, når det gælder renovering og fornyelse af den bestående bygningsmasse. De erfaringer, der indhøstes gennem dette projekt, vil kunne få betydning for en stadigt større del af de bygninger, der allerede findes, sluttede Michael H. Nielsen.

Læs mere på:

www.danskbyggeri.dk/klima&energi

www.velfac.dk

Yderligere oplysninger:

Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, tlf. 20285264

Kommunikationskonsulent Mette Schmidt, Dansk Byggeri, tlf. 72160291