Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Folkemødet 2017

Dansk Byggeri deltager på Folkemødet på Bornholm den 15.-18. juni 2017. Mød os på Kampeløkke Havn på stadeplads E15

Dansk Byggeris telt på Folkemødet på Bornholm vil fra torsdag til søndag danne ramme om en række spændende debatter og arrangementer med spændende navne på deltagerlisten.

På Folkemødets første dag vil Dansk Byggeri være vært for en allerede etableret folkemødeklassiker, Lobbyistspillet, der altid er garant for god underholdning. Her vil fremtidens lobbyister dyste om politikernes gunst, når de får tildelt en mærkesag, der skal kæmpes for.

 

Se programmet her:

Byg dig sund!
Hvornår: Torsdag den 15. juni 13:30 - 14:30
Manglen på faglært arbejdskraft truer i en nær fremtid. Bygge- og anlægsbranchen gør en stor indsats for at passe godt på medarbejderne. I samarbejde med PensionDanmark inviterer Dansk Byggeri til arrangement, hvor du kan få sat fokus på din sundhed. Vi byder på sunde shots, et sundhedstjek og opvarmningsøvelser til et sundt arbejdsliv.

 

Fra byboer til bonderøv
Hvornår: Torsdag den 15. juni 15:15 - 16:00
Regeringen har i flere år forsøgt at tage hensyn til yderområderne. Men hvilke initiativer har virket, og hvilke har ikke? Landsbylivet flytter i højere og højere grad til byerne. Det bliver vigtigt for beboerne at engagere sig i lokalområdet, og på Vesterbro er det hippeste sted et forsamlingshus. Men hvorfor søger danskerne landsbylivet i byerne, men undgår den ægte vare i de rigtige landsbyer? Det vil bl.a. Tobias Birch Johansen, borgmester på Læsø, Knud Erik Hansen, borgmester i Faxe og Erik Buhl Nielsen, borgmester i Varde, diskutere. Kom og deltag i afstemningen om, hvad der skal til, hvis nogen skal bo uden for byerne!

 

Lobbyistspillet 2017
Hvornår: Torsdag den 15. juni 17:45 - 19:30
Hvad laver lobbyister egentlig? Få svaret i Lobbyistspillet, hvor vi finder fremtidens mest lysende lobbytalenter! Deltagerne skal stå over for det frygtindgydende finalepanel bestående af Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet, Pia Kjærsgaard, formand for Folketinget og Connie Hedegaard, tidligere klimaminister.

 

Hvordan skaber bygninger og infrastruktur fremtidens samfund?
Hvornår: Fredag den 16. juni 09:15 - 10:00
Journalist Niels Krause Kjær interviewer under uformelle rammer transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og adm. direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen om, hvordan de hver især ser, at bygninger og infrastruktur kan skabe rammerne for og binde fremtidens Danmark sammen. De vil drøfte, hvad det kræver af erhvervslivet selv, og hvad det kræver fra politisk hold, før branchen kan udfolde det fulde potentiale i at være en del af løsningen i fremtidens digitale samfund.

 

Et år efter – er flygtningene blevet integreret?
Hvornår: Fredag den 16. Juni 13:30 - 14:30
Dansk Byggeri og Dansk Flygtningehjælp gør status på flygtninges integration i virksomhederne efter et år med trepartsaftalens øgede erhvervsrettede indsats. Mød bl.a. Andreas Kamm, Dansk Flygtningehjælp, adm. direktør i Dansk Byggeri Lars Storr Hansen m.fl.

 

Alting var meget bedre dengang mester var ung-quizzen
Hvornår: Fredag den 16. juni: 15:15 - 16:00
To hold dyster mod hinanden i den skønne fordomsquiz! På det ene hold er den ældre generation af lokale håndværkere (Morten F. Q. Iversen og Henrik Alfred Lund) repræsenteret, og på det andet hold er ”fordomsfulde unge” fra Danske Skoleelever og Dansk Gymnasieelevers Sammenslutning. Quizmaster Svenne Lund Jensen styrer konkurrencen i fordomme om generationerne og bygge- og anlægsbranchen. Holdene har to livliner: ”Spørg en fremmed” og ”Spørg publikum” – så kom og giv en hånd med fordommene.

Ordstyrer: Svenne Lund Jensen, journalist

 

Hvorfor er kvinder ikke håndværkere?
Hvornår: Fredag den 16. juni 16:30-17:30
Byggebranchen mangler arbejdskraft, men rekrutterer kun fra den ene halvdel af talentmassen, da der tilnærmelsesvis kun rekrutteres mænd. Det har branchen ganske enkelt ikke råd til. Dansk Byggeri vil igangsætte en indsats for at ændre dette, og debatten skal derfor munde ud i en række konkrete anbefalinger, som Dansk Byggeri kan arbejde videre med i opgøret med skurvognenes machokultur.

Ordstyrer: Nina Groes, debattør

 

Ind over murene efter kvalificeret arbejdskraft

Hvornår: Lørdag den 17. juni kl. 9.00-10.00

I de danske fængsler sidder dygtige, potentielle medarbejdere, som blot venter på muligheden for at bevise, at de kan arbejde og blive lovlydige skatteborgere. Vejen hertil kan dog for mange virke meget lang! Et unikt samarbejde mellem Kriminalforsorgen, private virksomheder, High:five og uddannelsesinstitutioner giver nu de indsatte mulighed for at udvikle deres faglige kompetencer, mens de afsoner. Hør, hvordan virksomheder kan få indflydelse på en målrettet opkvalificering af indsatte og muligheden for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, samtidig med at de tager et socialt ansvar.

 

 

Mens vi venter på reformerne
Hvornår: Lørdag den 17. juni: 11:00 - 11:45
Nu har også VLAK-regeringen forsøgt sig med en 2025-plan. Men bliver det til noget med de reformer? Og er der overhovedet brug for dem? Hvad anbefaler økonomerne? I debatten tager fire af de mest citerede økonomer pulsen på den økonomiske politik og byder bl.a. på hvordan det milliardstore råderum skal fordeles mellem velfærd, investeringer og skattelettelser.

Ordstyrer: Peter Søndergård, politisk redaktør på Børsen

 

Foldbold og faglærte
Hvornår: Lørdag den 17. juni kl. 12.00-13.00
For 25 år siden vandt Danmark EM, og siden da er det gået ned ad bakke for landsholdet. I præcis samme periode er det også kun gået den forkerte vej med søgningen til erhvervsuddannelserne. Nu skal det debatteres, hvad de fremtrædende stemmer i faglærte-debatten ville have gjort i 1992, hvis de vidste, hvor galt det ville gå. Mød bl.a. Christine Antorini, Socialdemokratiet, Søren Heisel, 3F, og Lars Storr-Hansen. Jacob Fuglsang er ordstyrer.

 

Matematik til folket
Hvornår: Lørdag den 17. juni 14:30 - 15:30
Matematikcenter, NCC og Dansk Byggeri sætter fokus på at regne og regne den ud og inviterer til inspiration, debat og quiz. Forsker i kunstig intelligens Thomas Bolander kommer og fortæller om sin egen begejstring for matematik, og hvorfor det er både spændende og vigtigt - og hvor meget vi kan regne med, at robotterne vil komme til at regne for os. Det debatterer vi med bl.a. Danske Skoleelever, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, NCC og Matematikcenter.

Kom og test dine egne matematiske evner og regn den ud med os!

 

VEU 3-PARTY
Hvornår: Lørdag den 17. juni 16:30 - 17:30
Snart sætter regeringen og arbejdsmarkedets parter sig til forhandlingsbordet for at aftale fremtidens VEU-system. DEA, Dansk Byggeri og LO inviterer derfor til en festlig debat om efteruddannelse, mens solen går ned over Kampeløkke havn og over det nuværende VEU-system. Kom og fest med Stina Vrang Elias, Ejner K. Holst, Louise Pihl, Jens Mejer Pedersen og Micahel Kaas-Andersen.

 

Tømmermænd og tømrermænd
Hvornår: Søndag den 18. juni 10:30 - 11:15
Hvad skal vi stille op? Kan tømmermændene helt undgås eller måske bare dulmes lidt...? Børn er vilde med at lege med legoklodser, bygge korthuse, stable mælkekasser og kreere virtuelle verdener i Minecraft og Sim City. Kom og hør Dansk Arkitektur Centers skoletjeneste fortælle om, hvordan de motiverer børnebyggere gennem arkitektur, og hør Tænketanken DEA fortælle om ny teknologis betydning for den næste generation af håndværkeres uddannelses- og arbejdsliv. Mød også Chris Bjerknæs fra DF Ungdom.