Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

BoligJob-ordningen gav travlhed før lukketid i 4. kvartal

Der var 1.300 flere fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere i byggeriet i 4. kvartal end i 3. kvartal, når der korrigeres for sæsonudsving. Og der blev præsteret 0,5 pct. flere arbejdstimer end i det foregående kvartal. Samtidig viser Dansk Byggeris beregninger, at de beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen er blandt de allermest flittige på arbejdsmarkedet

13. marts 2015 - På det samlede danske arbejdsmarked blev der i 4. kvartal præsteret 0,2 pct. flere arbejdstimer end i kvartalet før, når der samtidig korrigeres for sæsonudsving. Også beskæftigelsen steg 0,2 pct. i årets sidste kvartal, hvilket efterlader et årsfacit for 2014 for hele arbejdsmarkedet på +19.200 beskæftigede.

- Danmarks Statistiks arbejdstidsregnskab er den mest præcise opgørelse af beskæftigelsen. Og dagens tal bekræfter den positive udvikling på arbejdsmarkedet i 2014. Der har været tale om en flot og gedigen fremgang både i præsteret arbejdstid og beskæftigelse - men heller ikke mere end det, konstaterer cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Bygge- og anlægsbranchen var blandt de brancher med størst fremgang i sæsonkorrigeret præsteret arbejdstid i 4. kvartal, hvor der blev præsteret 0,5 pct. flere arbejdstimer end i 3. kvartal.

- Stigningen i præsterede arbejdstimer på 0,5 pct. i byggeriet i 4. kvartal skal naturligvis ses i lyset af den stigende aktivitet i forbindelse med BoligJob-ordningens ophør ved årsskiftet, siger Bo Sandberg.

Men blandt andet på grund af denne stop-and-go-adfærd forventer Dansk Byggeri desværre lavere aktivitet i bygge- og anlægsbranchen i 2015 end i 2014.

Dansk Byggeri har regnet på de forskellige branchers gennemsnitlige årlige præsterede arbejdstid for perioden 2008-2014. Her viser det sig, at byggeriet hører til i toppen af listen med et årligt snit på 1595,6 præsterede arbejdstimer, svarende til knapt 7,2 timer dagligt året rundt, når der tages udgangspunkt i DA-LO-standardarbejdsåret på 223 arbejdsdage.

- Bygge- og anlægsbranchen får ikke altid anerkendelse for det store samfundsansvar, den løfter, fx hvad angår skabelsen af vores nationalformue og uddannelse af lærlinge. Også når vi ser på den præsterede arbejdstid, så lykkes det i snit en bygningsarbejder - trods svingende konjunkturer og afhængighed af vejrlig - at præstere væsentligt flere årlige arbejdstimer end en gennemsnitlig beskæftiget i handel eller industri gør, siger cheføkonom Bo Sandberg.

 

Kontaktinformation

Cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg, telefon 28 50 38 19
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65