Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Dansk Byggeri ønsker Københavns Tømrerlaug tillykke

Den 5. december kan Københavns Tømrerlaug fejre 500 års jubilæum og er dermed den ældste nuværende byggeorganisation i Danmark. Dansk Byggeri ønsker tillykke med mange års sammenhold og godt arbejde

I 1515 indgik en flok københavnske tømrere en aftale med kong Christian den 2. om at oprette et tømrerlaug. I dag består Københavns Tømrerlaug stadig og kan kalde sig for Danmarks ældste byggeorganisation og fejre, at det er 500 år siden, kongen anerkendte tømrerfaget.

- Det er en fantastisk bedrift, at Københavns Tømrerlaug har formået at holde sammen i så mange år, og fra Dansk Byggeris side skal der lyde et stort tillykke med jubilæet. Går man en tur i det historiske København, kan man ved selvsyn opleve 500 års tradition for godt håndværk, og Københavns Tømrerlaug er et bevis på, hvor langt man kan nå med godt sammenhold, ihærdighed og faglig stolthed, siger adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

Da Københavns Tømrerlaug blev oprettet i 1515, boede der omkring 10.000 indbyggere i hovedstaden. Et tal, der i dag er steget til over en million. I perioden med en enorm tilflytning var lauget med til at sørge for tag over hovedet til de mange nye beboere, men arbejdsopgaverne har ændret sig i den seneste årrække.

- I langt størstedelen af Københavns Tømrerlaugs historie har træ været det foretrukne byggemateriale, men i de sidste 50 år er der sket en ændring på den front. Det har dog ikke rykket ved tømrerfagets position som det største i byggebranchen, og det er et bevis på, at tømrerne hele tiden er villige til at lære noget nyt og indfri nye krav, som vi også ser i disse år med de stigende krav til miljørigtigt byggeri, slutter Lars Storr-Hansen.

Københavns Tømrerlaugs jubilæum markeres med en særlig modtagelse i festsalen på Københavns Rådhus fredag den 4. december, ligesom Post Danmark også har valgt at lave et frimærke, der markerer jubilæet.


Kontakt
Administrerende direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, telefon 41 19 33 04
Journalist i Dansk Byggeri, Nicolai Schou, telefon 40 12 98 75