Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Elever i folkeskolen skal lære at bygge huler

Dansk Byggeri vil have landets folkeskoler til at bruge faget Håndværk & Design til at lære eleverne at bygge huler. Det kan være med til at gøre undervisningen sjovere, mere lærerig og samtidig åbne elevernes øjne for håndværksfaget

Nu skal børn over hele landet til at bygge huler i skoletiden. I samarbejde med DR Skole har Dansk Byggeri udviklet et nyt undervisningsmateriale med afsæt i tv-serien Dansk Hulebyg, som sendes på DR Ultra. Derfor håber Dansk Byggeri, at folkeskolerne fra Frederikshavn i Nordjylland til Tønder i Sydjylland og Køge på Sjælland vil tage udfordringen op i faget Håndværk & Design.

- Ligegyldigt om der skal laves en kattehule eller mini-træhule, så skal man regne, tegne og designe inden selve byggeprocessen kan gå i gang. Herefter skal eleverne vælge materialer og bruge det rigtige værktøj for at gøre deres idé til virkelighed. De kan lege og lære på en gang, og samtidig kan de afprøve deres praktiske evner, siger Helene Høj, konsulent i Dansk Byggeri.

Materialet er målrettet eleverne i 4. til 6. klasse og udformet som en slags byggeopskrift, der skridt for skridt forklarer processen med billeder og tekst, og hvor eleverne fx lærer at skære i gering eller bruge en fugepistol.

- Forhåbentlig vil alle folkeskoler sige ja tak til nyt og gratis undervisningsmateriale og indstille produktionen af bordskånere og køkkenrulleholdere for en tid. Eleverne skal have oplevelser og erfaringer med håndværksfagene i folkeskolen, hvis flere elever skal vælge en erhvervsuddannelse. Fremtiden har brug for kloge hænder, siger Helene Høj.

I både tv-serien og undervisningsmaterialet hjælper hulemester Barlebo børn med at bygge deres drømmehuler med rigtigt værktøj og ud fra en model udregnet efter alle kunstens regler. Men det er ikke kun i folkeskolen, at børnenes huledrømme kan blive til virkelighed.

- Det her er også noget forældrene kan bruge derhjemme i weekenderne og ferier. Det er både noget, som man kan lave sammen, og som børnene selv kan gå og nørkle med, siger Helene Høj.

Se undervisningsmaterialet her

 

Kontaktinformation

Konsulent i Dansk Byggeri, Helene Høj, telefon 28 43 20 97
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65