Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Forbrugerne bliver tabere

Kontant reaktion fra Dansk Byggeri: Almindelige danskere kan komme til at betale prisen i form af risiko for fugt og skimmelsvamp, fordi ministeren tilsyneladende er mindre optaget af at sikre byggevarer af god kvalitet

Energistyrelsen har afsluttet høringen omkring det nye bygningsreglement - BR 2015 - der træder i kraft 1. januar 2016. Nu har Energistyrelsen sendt et høringsnotat til folketingets Klima-, energi – og bygningsudvalg. Hermed afsluttes de senere måneders hede debat om den del af BR 2015, der handler om at stille krav til vinduers overfladetemperatur.

- Som bekendt valgte bygningsminister Rasmus Helveg Petersen at overhøre branchen og de sagkyndige ved at lade dette krav udgå ved udsendelsen af forslag til det nye bygningsreglement, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, og slår fast:

- Det har desværre ikke været muligt at tale ministeren til fornuft, og de investeringer, der er foretaget på baggrund af løfter om et skærpet krav til overfladetemperatur, må for mange virksomheder mærkes som en kold afvaskning.

Høringsnotatet taler ellers sit tydelige sprog. På trods af enslydende kritik fra 26 forskellige aktører, der har bedt ministeren om at fastholde kravet til minimums overfladetemperatur, har ministeren ikke ønsket at leve op til løfterne. Det rejser ifølge Dansk Byggeri flere spørgsmål.

- For det første om høringsprocessen blot er en paradeforestilling uden reelt indhold. For det andet om de mange parter, der ønsker at fastholde kravet til vinduers overfladetemperatur, tager fejl. Jeg minder om, at vinduesindustrien, hvor 52 ud af 54 virksomheder mener, at kravet skal fastholdes, er blandt de 26 parter, der har reageret på løftebruddet. På samme måde mener repræsentanter for bygherre, rådgivere og udførende, at krav til vinduers temperatur skal fastholdes, siger Michael H. Nielsen.

For Dansk Byggeri er sagen ikke slut. Nu vil organisationen tage ministerens beslutning om at fjerne kravet til efterretning og med interesse følge den bebudede undersøgelse af, hvordan fjernelse af kravet til minimumsoverfladetemperatur vil påvirke markedet. Ikke mindst forbrugerne kommer her til at stå i centrum, når de skal sikre sig mod fugt og risiko for skimmelsvamp ved valg af vinduer - når nu ministeren ikke vil komme forbrugerne og branchen i møde.

- Jeg synes, at ministeren har ageret uklogt og ikke er sit ansvar bevidst i forhold til at sikre byggeri og renovering uden fugtproblemer. Herudover påtager ministeren sig også et ansvar i forholdt til at udfordre rammerne for danske produktionsarbejdspladser ved at gå imod tidligere udmeldte mål, som vinduesindustrien skulle udvikle frem imod, slutter Michael H. Nielsen.

Kontaktinformation:
Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, telefon 20 28 52 64
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32