Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Fortsat fuld fart på boligmarkedet

Prisen på ejerlejligheder er i snit steget med over 10 pct. det seneste år og for enfamiliehuse med 7 pct. Udbuddet kan ifølge Dansk Byggeri mange steder ikke følge med efterspørgslen

Ifølge Danmarks Statistik steg prisen på ejerlejligheder i perioden marts-maj 2015 med 10,6 pct. i forhold til tilsvarende periode i 2014, mens prisen på enfamiliehuse steg med 7,0 pct. Trenden for begge boligtyper har været opadgående siden bunden blev nået i 2011, men klart mest for ejerlejligheder.

- Siden lavpunktet, ultimo 2011, er de nominelle huspriser på tre et halvt år steget med ca. 18 pct. i snit og ejerlejlighederne med hele 38 pct. Ejerlejlighederne var dog også igennem et tilsvarende langt større prisdyk end parcelhusene under finanskrisen, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Næppe en boligboble endnu

Det er i Hovedstaden, priserne stiger kraftigst, men udviklingen har spredt sig som ringe i vandet, og der er efterhånden pæne prisstigninger på boliger i alle regioner. Samtidig bliver spekulationerne om en ny boligboble ved med at spøge. Dansk Byggeri opfordrer dog indtil videre til at slå koldt vand i blodet:

- Der er en årlig nettotilflytning til Københavns Kommune på mindst 10.000 nye indbyggere, så den høje boligefterspørgsel i Hovedstaden er stadig primært demografisk betinget og i mindre grad spekulativ. Men udbuddet kan ikke følge med efterspørgslen, og det vil være rettidig omhu at få mere gang i boligbyggeriet nu. Senest har det rekordstore optag på universiteterne synliggjort det store behov for små studieegnede lejligheder, siger Bo Sandberg.

Høj rentefølsomhed

Renteudviklingen i 2015 har været turbulent. Først så vi historisk lave renter – tilmed i en kort periode negative – i forbindelse med vinterens kronepres. Men så skete der en korrektion med et markant løft i boligrenterne i april og maj om end fra lavt udgangspunkt. Det har dog tilsyneladende hverken lagt en dæmper på antal handler eller boligpriserne.

- Boligmarkedet er meget rentefølsomt. Så i takt med normalisering af renteudviklingen, vil vi muligvis se nogle mere afdæmpede vækstrater i boligpriserne her i andet halvår. I modsat retning trækker, at dansk økonomi stille og roligt bevæger sig i retning af et økonomisk opsving, siger cheføkonomen.

Dansk Byggeri glæder sig over, at der er kommet godt gang i boligmarkedet, bl.a. fordi en sådan udvikling traditionelt trækker ekstra renoveringsopgaver med sig i takt med det større økonomiske råderum i husholdningerne samt flere bolighandler.

Kontakt

Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, telefon 28 50 38 19
Journalist Nicolai Schou, Dansk Byggeri, telefon 40 12 98 75