Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

God fornuft i en permanent BoligJob-ordning

BoligJob-ordningen er en samfundsmæssig gevinst, og gevinsten kan blive endnu større, hvis ordningen udvides og gøres permanent, viser en ny rapport fra tænketanken Kraka. Dansk Byggeri håber, at rapportens konklusioner kan være med til at åbne for større politiske ambitioner med ordningen

Dansk Byggeri glæder sig over, at tænketanken Kraka i en ny rapport dokumenterer, at en permanent BoligJob-ordning uden loft på størrelsen af fradraget har positive effekter på både den langsigtede beskæftigelse og på samfundsøkonomien.

- Kraka dokumenterer, at alle vil vinde ved at udvide ordningen og gøre den permanent - både håndværkerne, helt almindelige danskere og samfundet som helhed. Den nuværende ordning er brugt af 600.000 skatteydere, hvoraf over halvdelen har en årsindkomst under 350.000 kr. Andelen af brugere er størst i Nordjylland, og det er en ordning, som bruges af hele Danmark, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, og uddyber:

- Når man har et højt skattetryk, som vi har, så bliver ordningen et instrument til at rette nogle helt tydelige skævheder på markedet for håndværks- og serviceydelser, hvor man så at sige bliver dobbelt beskattet, fordi de penge, som forbrugeren betaler håndværkerregningen med, jo allerede er blevet beskattet en gang, og altså bliver det igen, når håndværkeren skal have løn. Det skaber et marked for sort arbejde, og erfaringerne fra håndværksmestrene er, at BoligJob-ordningen bidrager til at afhjælpe det problem.

Derudover ser Dansk Byggeri også en anden gevinst ved at gøre ordningen permanent.

- Virksomhederne og deres ansatte vil ikke opleve stop-go-effekter ved, at ordningen kommer og går. Det at kunderne enten ringer i stort tal eller slet ikke, er en betydelig men overset effekt. Økonomer har det med at regne i kroner og beskæftigede personer på årsbasis, mens virksomheder skal have en hverdag til at hænge sammen. Her vil en permanent ordning skabe stabilitet, og det er en gevinst i sig selv, siger Torben Liborius.

Dansk Byggeri håber på en konstruktiv modtagelse af Krakas rapport på Christiansborg og i Finansministeriet.

- Der skal findes en langtidsholdbar løsning, og nu hvor en permanent ordning uden loft viser sig at være en samfundsøkonomisk gevinst, er her en oplagt mulighed for, at politikerne kan melde sig på banen med større ambitioner for ordningen, siger Torben Liborius.

Se tænketanken Krakas beregninger her


Kontakt
Erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, telefon 23 32 34 95
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65