Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Gør viden til aktiv vækstmotor

Det er i sig selv godt, at Danmark, som et de få lande i Europa, lever op til den såkaldte ”Barcelona-målsætning” om at investere tre procent af vores BNP i forskning og udvikling. Men er vi ikke nødt til at spørge os selv, om vi får nok ud af denne investering?

Af Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri og formand for innovationsnetværket InnoByg

”Vi skal leve af viden” er god latin i Danmark. Men viden er jo først noget værd, når det omsættes til produkter eller processer, der så kan afsættes på markedet. Eller som det blev formuleret for år tilbage: ”Gør forskning til faktura”
I de sidste ti år har vi diskuteret, hvad vi skal leve af, når produktionen flyttede til lavtlønslande eller medarbejdere fra lavtlønslande kom til Danmark for at arbejde, sådan som det fx er tilfældet i byggeriet.

Det er her vi typisk svarer, at så må vi bare blive klogere – altså højere vidensniveau og mere forskning og udvikling.
Men er det nok? Jeg må indrømme, at jeg i bestyrelsen for et sektorforskningsinstitut gentagne gange har undret mig over, at et succesmål for et forskningsprojekt er en rapport og optagelse af en artikel i et internationalt videnskabeligt magasin. Og ikke at den nye viden kom ud og arbejde i erhvervet.

Det er i sig selv godt, at Danmark, som et de få lande i Europa, lever op til den såkaldte ”Barcelona-målsætning” om at investere tre procent af vores BNP i forskning og udvikling. Men er vi ikke nødt til at spørge os selv, om vi får nok ud af denne investering?
 
Efter min opfattelse er der stadig al for stor afstand mellem dem, der arbejder med forskning og dem, der skal anvende forskningen til at udvikle nye produkter og processer. Vi har en næsten uoverstigelig kløft mellem universiteter og videninstitutioner på den ene side og virksomhederne på den anden side. Dermed får vi som samfund for lidt ud af de midler, der investeres i forskning og udvikling, fordi alt for lidt viden omsættes til produkter og ydelser, der kan afsættes på markedet.

Én af forklaringerne kunne være at for mange af midlerne allokeres til forskning og for få til innovationsaktiviteter. En analyse af de godt 44 mia. kr., der blev disponeret i perioden 2007 til 2012 i de såkaldte Globaliseringsmidler viser, at 23 mia. kr. blev brugt på forskning, 18 mia. på styrket uddannelse og kun 3 mia. kr. på innovation.
En anden forklaring kan være, at forskningsverden mangler kendskab til en erhvervsstruktur med mange små og mellemstore virksomheder uden selvstændige forsknings- og udviklingsafdelinger. Disse virksomheder er ikke fortrolige med at interagere med universiteter, men har ikke desto mindre behov for input.
 
Så spørger universitetsverden selvfølgelig: ”Jamen, hvorfor ansætter de mindre virksomheder ikke bare akademiker for ad den vej at få ny viden og udvikle deres virksomhed?” Det er der også virksomheder, der gør – men det handler nok så meget om, at de to verdener – universiteternes og virksomhedernes - skal i meget tættere og løbende dialog for at få en forståelse for hinandens rammebetingelser. Det kunne understøttes ved at opprioriterer innovationsaktiviteter, der aktivt bringer viden i spil i forhold til produkt- og procesudvikling i virksomhederne. Som fx GTS-institutterne og Innovationsnetværkene, der fungerer som bindeled mellem forskningsbaseret viden og dansk erhvervsliv.

Samtidig skal der skabes incitamenter i universitetsverden, der belønner aktiviteter med erhvervslivet, og de 1.6 mia. kr. til forskning og udvikling, som Danmarks Innovationsfond årligt uddeler, bør i højere grad disponeres, så de sikrer samarbejde om innovation mellem videninstitutioner og virksomhederne.
Pointen er, at vi som samfund skal fokusere og prioritere vores forskning, så den kommer aktivt ud i virksomhederne som vækstmotorer, der kan skabe ny værdi og indtjening til Danmark.