Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Hold fast i investeringerne

Danske Anlægsentreprenører advarer mod at tabe de langsigtede gevinster ved kloge investeringer og opfordrer til at bringe privat kapital i spil

Det bliver en stram finanslov, som med afsæt i finansministerens kasseeftersyn varsler færre offentlige investeringer. Blandt andet er reduktionen i EU-tilskuddet på 4,5 milliarder kroner til Femernprojektet et problem, som kan få konsekvens på finansloven.

- Det er lidt paradoksalt at trække finansieringen og EU-støtten til Femernprojektet ind i problemstillingen om finansloven, da dette projekt skal lånefinansieres efter Storebæltsmodellen, siger branchedirektør Niels Nielsen, Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri og tilføjer:

- Bemærkningerne om Femernprojektet i relation til finansloven giver et unødigt bidrag til usikkerheden om Femernprojektet, som der ikke er brug for på nuværende tidspunkt.

Også Togfonden bliver der nu skabt usikkerhed om – igen. Investeringerne i Togfonden på 28,5 mia. kr. skulle nemlig finansieres via indtægterne fra olieaktiviteterne i den danske del af Nordsøen, men da en af de væsentlige forudsætninger for finansieringsmodellen var en oliepris på 121 dollars pr. tønde, så mangler der penge i fondskassen.

Aktuelt er olieprisen på 45 dollars pr. tønde, og det giver et hul i Togfondens pengekasse i omegnen af 10 mia. kr.

- Det er forståeligt, at denne manko kræver fornyede overvejelser. Men det er perspektivløst, når politikerne begynder at tale om at lukke hullet i Togfondens pengekasse fx ved at skrotte dele af en visionær plan som gennemførelse af timemodellen – fx broen over Vejlefjord. Sådan planlægger man ikke Danmarks infrastruktur effektivt og med størst samfundsmæssig nytte, siger Niels Nielsen og fortsætter:

- Derfor skal hullet i Togfondens pengekasse ikke dækkes ved besparelser. Vi skal holde fast i det langsigtede perspektiv, og det må politikerne have tilstrækkeligt køligt overblik til og finde på mere visionære løsninger.

Danske Anlægsentreprenører peger her på, at pengeproblemerne i Togfonden vil være en god anledning til at få betydelige private investeringer i spil. Der vil ifølge Niels Nielsen ikke være problemer ved at lade PensionDanmark eller andre pensionskasser stå for de betydelige investeringer i nye og forbedrede jernbaner, så timemodellen kan realiseres. Det kan vi gøre i Danmark, akkurat som det gøres i udlandet.

- Lad os derfor samle kræfterne om at finde nye måder – gerne med privat kapital – at realisere de kloge og nødvendige investeringer, som Danmark og ikke mindst dansk erhvervsliv har brug for, slutter Niels Nielsen.


Kontakt
Branchedirektør Niels Nielsen, Danske Anlægsentreprenører, telefon 25 66 63 14
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32