Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Hold fat i viden på energiområdet

Hos både virksomheder og organisationer, der repræsenterer byggeriet bredt, vil der være dyb ærgrelse, hvis regeringen og forligskredsen vælger at nedlægge Videncentret for energibesparelser i bygninger og dermed fejer flere års seriøst arbejde af banen

Af Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri

Byggeriets organisationer har rettet henvendelse til energiminister Lars Chr. Lilleholt for at sikre en videreførelse af Videncenter for energibesparelser i bygninger. Videncentret blev etableret i 2008 som led i en energipolitisk aftale. Forligspartierne bag energiaftalen skal inden årets udgang genforhandle disponeringen af en samlet ramme på 60 mio. kr., hvor der meget gerne skal findes de ca. 5 mio. kr. årligt, som driften af Videncentret koster.

Hos både virksomheder og organisationer, der repræsenterer byggeriet bredt, vil der være dyb ærgrelse, hvis regeringen og forligskredsen vælger at nedlægge Videncentret og dermed fejer flere års seriøst arbejde af banen.

Videncentret har nemlig effektivt opsamlet og formidlet best practice og i dagligdagen givet bygningshåndværkere og -rådgivere adgang til sidste nye viden om, hvordan bygninger kan energiforbedres. Det er altså et glimrende eksempel på en værdifuld indsats for at formidle brugernes erfaringer til en bred skare af byggevirksomheder.

Og Videncentret kommer endnu bredere ud. Der er skabt viden og arbejdet med information til den finansielle sektor og ejendomshandlere, ligesom der har været gennemført en lang række informationsaktiviteter overfor byggemarkeder. I det hele taget er der arbejdet med at skabe valid dokumentation om valg af løsninger, når det gælder energieffektivisering af bygningsmassen.

Det er på den baggrund, at byggeriet står samlet med en henvendelse til regeringen i håb om at få Videncentret videreført. Det skal gå stærkt, da sparekniven allerede er ført sådan, at Videncentret bliver lukket pr. 31. december, hvis det bliver som skrevet i finanslovforslaget.

I vores henvendelse understreger vi kraftigt, at det vil være et hårdt slag mod branchen at lukke videncentret – ikke mindst i forhold til de data og den store mængde viden, som risikerer at gå tabt, hvis regeringen fastholder sin nedprioritering af indsatsen for energieffektivisering i byggeriet.

Realisering af den grønne omstilling frem mod 2050 kræver, at der både er fokus på omstillingen af energiproduktionen til vedvarende energikilder – men lige så vigtigt, at vi reducerer behovet for energi.

Så opfordringen fra byggeerhvervet skal lyde: Få gang i forhandlingerne om udmøntningen af de 60 mio. kr. hurtigst muligt og afsæt minimum 5 mio. kr. til videre drift af Videncenter for energibesparelser i bygninger!