Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Kommunerne kan spare over en halv milliard kroner

Der er millioner af kroner at spare, hvis kommunerne lader private slå græs, rydde sne eller lappe huller i vejene. Det viser en ny analyse, hvor Bornholm, Rødovre, Tårnby og Horsens kommuner udliciterer mindst, mens Solrød, Holstebro, Frederikssund, Gribskov og Ballerup udliciterer mest

Hvis private virksomheder stod for fx at slå græsset, lappe hullerne i vejen eller tømme skraldespandene i byens parker, så kan landets kommuner tilsammen spare cirka 550 millioner kroner om året. Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri, der kortlægger, hvor meget eller lidt kommunerne udliciterer på de tekniske områder.

- Der er tale om opgaver, som er nemme og ukomplicerede at udlicitere. Det er fx vedligeholdelse af veje, oprydning og græsslåning i parker, snerydning og den slags ting. Der er jo god fornuft i at udlicitere det, som man kalder ”de kolde områder”, så der er flere penge til fx varme hænder eller vedligeholdelse af skoler og plejehjem. Udlicitering giver simpelthen kommunerne flere penge i kommunekassen og dermed et større råderum, og 550 millioner kroner er trods alt ret mange penge, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri Morten Kamp Thomsen.

Solrød, Holstebro, Frederikssund, Gribskov og Ballerup er de kommuner i Danmark, som udliciterer mest og dermed udnytter muligheden for at effektivisere og spare skattekroner. I den anden ende ligger Bornholm, Rødovre, Tårnby, Lejre og Horsens, som er de kommuner, som udliciterer mindst.

Og der er stor forskel på, hvor meget og hvor lidt de enkelte kommuner benytter sig af muligheden for at sende opgaver i udbud. Solrød udliciterer i år 94 procent af opgaverne på det tekniske område, mens Bornholm kun udliciterer 12 procent af opgaverne.

- Desværre bliver debatten om udlicitering ofte en diskussion om, hvorvidt kommunens ansatte i Vej- og Park gør deres arbejde godt nok eller ej. Men det er en forfejlet diskussion. Det handler om de stordriftsfordele, som private virksomheder, der specialiserer sig inden for et bestemt område, har, og det er det, som gør forskellen. Og hvorfor så ikke lade de private gøre arbejdet og få mest muligt ud af skattekronerne, siger Morten Kamp Thomsen.

Se analysen af kommunernes udlicitering af de tekniske områder her

Se hvor meget din kommune kan spare ved at udlicitere her

Kontaktinformation
Erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Morten Kamp Thomsen, telefon 26 79 71 34
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65