Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Lad dig ikke friste af sort arbejde

Der er mange gode grunde til ikke at lade sig friste og hyre en håndværker til at arbejde sort. Fx kan du komme til at hænge på en stor erstatning eller stå uden mulighed for at klage over fejl og mangler

Skal det være med eller uden regning? Der bliver hvert år ifølge Rockwoolfonden lavet sort arbejde for 40 milliarder kroner. Dansk Byggeri mener, at de mange danskere, der hvert år får udført sort arbejde, på flere måder løber en større risiko, end de ofte er klar over.

- For selvom skatteministeren ikke længere ønsker, at SKAT skal tjekke private byggepladser på villavejene, så er det på andre områder blevet lettere for SKAT at følge pengestrømme, og samtidig kan det ende med at blive en dyr forretning, hvis arbejdet ikke bliver gjort som aftalt, eller der sker noget uventet undervejs. Det er alt sammen vigtigt at tage med i regnestykket, siger Michael Riff Alexandersen, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri.

Der er ifølge Dansk Byggeri mindst seks gode grunde til at få udført håndværksopgaver hvidt:

1) Du skal betale alle regninger over 10.000 kroner digitalt. Hvis du ikke gør det, kan du risikere, at du bliver dømt for skattesvig, og du skal betale den moms og skat, som håndværkerne måske undlader at betale.

2) Bruger du sort arbejde, har du ikke mulighed for at klage over forkert eller dårligt udført arbejde.

3) Du får heller ikke en garanti i forhold til det udførte arbejde, hvis du får det udført sort.

4) Benytter du sort arbejde, har du ingen dokumentation for arbejdet, og forsikringen dækker derfor ikke ved eventuelle skader, som kan opstå på et senere tidspunkt.

5) Hvis du køber sort arbejde, og der opstår en personskade under selve udførelsen af arbejdet, kan du få en bøde og komme til selv at betale den arbejdsskadeerstatning, som den ansatte kan være berettiget til.

6) Det er ikke muligt at benytte BoligJob-ordningens mulighed for at trække 15.000 kroner af udgifterne til løn fra i skat, hvis arbejdet udføres uden regning.


Kontakt
Erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Michael Riff Alexandersen, telefon 30 36 01 59
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65