Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Nu skal håndværkerne også efterforske fartbøder

Udover at være en ny arbejdsbyrde på virksomhederne, rører det også fundamentalt ved retssikkerheden. Nu kan man altså få en bøde for noget, som en anden har gjort.

02-02-2015

Debatindlæg af erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, bragt i Jyllands-Posten

På trods af at de seneste mange års skiftende regeringer alle haft som mål at reducere antallet af administrative byrder, er virkeligheden desværre stadig den, at danske virksomheder bruger uhensigtsmæssigt meget tid på at administrere og leve op til et utal af lovkrav. Og der kommer løbende nye til, mens andre bekæmpes. Det er som ukrudt i haven.

Et af de nye skud – det er på trapperne – er, at virksomheder nu bliver pålagt at lave politiets efterforskningsarbejde i forbindelse med fartbøder. Udover at være en ny arbejdsbyrde på virksomhederne, rører det også fundamentalt ved retssikkerheden. Nu kan man altså få en bøde for noget, som en anden har gjort.

Indtil nu har reglerne været sådan, at fartbøder rettes mod den person, der har kørt for stærkt. Det er politiet, der har haft ansvaret med at identificere, hvem der har siddet bag rattet i bilen. Fremover vil det ansvar blive pålagt ejeren af bilen, uanset hvem der har kørt den. Dermed bliver mange virksomheder, hvis ansatte benytter blandt andet varevogne i deres daglige arbejde, pålagt endnu en administrativ byrde.

Bøden vil altså fremover blive sendt til virksomheden, der så enten kan vælge at betale eller finde ud af, hvem der har ført bilen og få vedkommende til at henvende sig til politiet for at overtage bøden. Det principielt forkastelige er, at virksomheden bliver ansvarlig for at betale bøden, hvis den medarbejder, der beviseligt har ført bilen, ikke erkender det over for politiet.

Virksomheder som fungerer i fx byggebranchen, hvor mange medarbejdere benytter varevogne i deres arbejde, skal også dagligt tumle med komplicerede regler for køre-hviletid og fartskrivere, samt for indretning og registrering af varevogne. Uhyrligt mange arbejdstimer går allerede med at administrere transportområdet, og der er ikke just brug for flere byrder.

I stedet for at pålægge virksomheden bøden, bør reglerne indrettes sådan, at politiet kan kontakte virksomheden(ejeren) for at forhøre sig om, hvem der har kørt bilen på det pågældende tidspunkt. Ansvaret for efterforskningen og for at stile bøden til rette ejermand bør fortsat ligge hos politiet, men virksomheden har selvfølgelig en pligt til at hjælpe politiet med sin efterforskning. Hvis billedet fra fotofælden er uskarpt, eller der kan være tale om flere personer fra virksomheden, må det være politiets opgave at løse den opklaringsopgave. Og virksomheden bør aldrig få ansvaret for bøden. Ellers vil det blive dummebøder til virksomhederne udstedt af politiet.