Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Optimistisk erhvervsliv køber flere nye biler

Generelt har de økonomiske nøgletal udviklet sig pænt i 2015. Men der er stadig tvivl om styrken i privatforbrug og investeringer. Dansk Byggeri peger på en måske undervurderet, positiv indikator, nemlig at erhvervslivet bliver ved med at investere i nye biler, om end kurven er fladet ud de seneste måneder

Ifølge Danmarks Statistik har bilsalget til erhvervslivet kørt i højt gear både i 2014 og 2015. Fra august 2014 til juli 2015 er der nyregistreret ca. 78.700 personbiler i erhvervslivet. Det indebærer en kraftig stigning på 16,7 pct. i forhold til den foregående årsperiode. Og ser man alene på varebiler, er der tale om en endnu mere markant stigning på 19,0 pct. det seneste år.

- Der er 31.200 erhvervsdrivende, som har valgt at investere i en ny varebil i løbet af det seneste år, og den fortsatte fremgang i erhvervslivets bilkøb indikerer klart en stor tro på fremtiden, også i bygge- og anlægsbranchen, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Danmarks Statistiks opgørelse af bilsalget til erhverv er formelt set ikke opdelt på brancher. Men det er velkendt, at bygge- og anlægsbranchen er den af de større brancher, som efterspørger flest varebiler og er mest afhængig af bilens mobilitet, både til transport til og fra kunder samt til værktøjs- og materialeopbevaring.

- Det er varebiler mellem 2 og 3 tons, der sælges flest af – ca. 13.700 i de seneste 12 måneder - og det er den mest udbredte biltype blandt de små og mellemstore lokalt baserede bygge- og anlægsvirksomheder, siger Bo Sandberg.

Bilsalget til erhvervene ligger væsentligt højere end før finanskrisen. 2015-tallet er kun overgået i 2011, hvor de favorable leasing- og demobilregler stod foran en udfasning, og der derfor fandt en betydelig ”hamstring” sted.
 
Men også i 2015-tallene spiller leasing ind i stadig større grad, hvorfor man skal passe på med at sammenligne i forholdet 1:1 med før finanskrisen. Således er ca. 71 % af de nyregistrerede personbiler til erhvervene leasede. Til sammenligning var den tilsvarende procentandel tilbage i 2007 og 2008 49 % hhv. 53 %.

- En stigende leasingtilbøjelighed kan ikke alene forklare fremgangen. Der er også et betydeligt positivt konjunkturelement med i spillet. For alt andet lige, kræver det en positiv økonomisk fremtidsforventning, før en virksomhed investerer i en ny bilpark, siger Bo Sandberg.

Kontakt

Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, telefon 28 50 38 19
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32