Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Stor forskel på kommunalt administrationsgebyr

1.771 kroner. Så stor er forskellen på den dyreste og billigste kommune, når det kommer til det administrationsgebyr, som virksomheder er forpligtet til at betale til de kommunale genbrugspladser

En ny analyse fra Dansk Byggeri af erhvervsvenligheden i affaldssektoren viser, at der er stor forskel på, hvor meget de lokale virksomheder skal slippe i årligt administrationsgebyr hos de kommunale genbrugspladser. Administrationsgebyret er et ekstra gebyr, som virksomhederne er forpligtet til at betale en gang om året - også selvom de ikke bruger genbrugspladserne. Det kommer oven i den betaling, som virksomhederne skal af med, hver gang de læsser deres affald af på en genbrugsplads.

Analysen viser, at Albertslund Kommune er klar topscorer med et årligt gebyr på 1.771 kroner, mens man i Nordfyns-, Syddjurs- og Norddjurs Kommune helt slipper for at betale det årlige administrationsgebyr.

- Først og fremmest så er det problematisk, at kommunerne pålægger virksomhederne et administrationsgebyr år efter år, hvis virksomhedernes affald overhovedet ikke bliver afleveret på en kommunal genbrugsplads, siger miljøkonsulent i Dansk Byggeri, Simon Stig-Gylling, og tilføjer:

- Gebyret er konkurrenceforvridende for virksomhederne, fordi der er så stor forskel kommunerne imellem.

Lige i hælene på Albertslund følger Herlev Kommune, der kræver et årligt gebyr på 1.612 kroner, og nummer tre på listen er Greve med et årligt gebyr på 901 kroner.

- Det er ikke rimeligt over for de lokale virksomheder, at man i nogle kommuner skal betale næsten 2.000 kroner i administrationsgebyr, når det i andre kommuner er gratis. Det hænger ikke sammen for virksomhederne, der dagligt bevæger sig og konkurrerer på tværs af de kommunale grænser, siger Simon Stig-Gylling.

Fra 2014 til 2015 har man i 29 kommuner valgt at hæve administrationsgebyret, mens 24 kommuner har besluttet at sænke gebyret.

Læs analysen af erhvervsvenligheden i affaldssektoren her

Se administrationsgebyret for genbrugspladserne i din kommune her


Kontakt
Miljøkonsulent i Dansk Byggeri, Simon Stig-Gylling, telefon 31 60 99 08
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Christian Ditlev Lund, telefon 72 16 02 38