Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Byggeriet bidrager stort til grøn omstilling

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at opgaver som fx energirenovering, affaldssortering og spildevandshåndtering sidste år gav en omsætning på 21 milliarder kroner og 13.500 arbejdspladser i bygge- og anlægsbranchen. Det svarer til 11 procent af alle grønne varer og tjenester

Boliger, der holder på varmen, og kloakker, der kan klare skybrud, er i høj kurs, og det kan mærkes i byggeriet, som ifølge Danmarks Statistik sidste år omsatte for 21 milliarder kroner grønne varer og tjenester.

- Det er især energirenoveringer af bygninger, hvor der fx bliver hulmursisoleret, skiftet vinduer eller energikilde, så energi- og varmeforbruget falder. Men også inden for håndtering af regn- og spildevand har særligt anlægsbranchen lavet mange opgaver for fx kommuner, der vil undgå oversvømmelser, forklarer økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, Nura Deveci, og tilføjer:

- Den grønne økonomi udgør cirka tre procent af den samlede danske økonomi, og her står bygge- og anlægsbranchen for 11 procent af alle grønne varer og tjenester. Det er en pæn stor del af den grønne omstilling, som byggeriet står for.

De mange grønne varer og tjenester giver ifølge de nye tal en samlet beskæftigelse på 13.500 fuldtidsstillinger. Det svarer til 8,5 procent af bygge- og anlægsbranchens samlede beskæftigelse.

- Og det svarer til omkring 20 procent af alle grønne arbejdspladser i Danmark. Det afspejler, at mange af opgaverne er mandskabstunge og kan ikke udføres af en maskine, siger Nura Deveci.

Da Danmarks Statistik har ændret opgørelsesmetode, kan man ikke umiddelbart sammenligne tallene tilbage i tiden.

- Men jeg tør alligevel godt sige, at bygge- og anlægsbranchens bridrag til den grønne omstilling er stigende. Og når man tænker på, at danske bygge- og anlægsbranchen tegner sig for cirka fem procent af økonomien, så er andelen på 11 procent af alle grønne varer og tjenester ganske pæn, siger Nura Deveci.

Se Danmarks Statistiks tal her

Kontakt:
Økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, Nura Deveci, telefon 26 19 25 55
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65