Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Byggeriet har svar på centrale samfundsudfordringer

Tidligere talte vi vugge til grav om vores produkter, nu hedder det vugge til vugge. Intet må gå til spilde, og affald er noget, vi fremadrettet genanvender, siger Michael H. Nielsen, direktør Dansk Byggeri

Vi opholder os 90 procent af vores liv i bygninger. 40 procent af den energi, vi bruger, benyttes i relation til bygninger, og 30 procent af alt affald kommer fra opførelse eller nedbrydning af bygninger. Byggeerhvervet har således nøglen til centrale samfundsudfordringer. Det er vel også indlysende, at vi skal finde svar på disse udfordringer ved at tænke i bæredygtighed og cirkulær økonomi. Derfor skal vi udvikle konkrete bud på byggeerhvervets bidrag til mere bæredygtige løsninger – og det er branchen i fuld gang med.

 

Bæredygtighed er ikke tom snak og vinduespynt. EU-Kommissionen har lanceret en handlingsplan for cirkulær økonomi. Denne vil, sammen med en række andre initiativer, sætte mere fart på den danske dagsorden, der handler om genanvendelse, innovation og produktudvikling.

 

Tidligere talte vi vugge til grav om vores produkter, nu hedder det vugge til vugge. Intet må gå til spilde, og affald er noget, vi fremadrettet genanvender. Dansk Byggeri har i den forbindelse, nu med støtte fra Miljøstyrelsen, RealDania og Grundejernes Investeringsfond, skabt grundlag for et Videncenter for håndtering og genanvendelse af byggeaffald, som skal bidrage til, at vi får styr på farlige stoffer og materialer.

 

Med FNs klimaaftale i Paris blev der også sat mål om energieffektivisering og omstilling af energiforsyning til vedvarende energikilder. Omstillingen skal ske omkostningseffektivt og med det rette miks af energibesparelser og VE-produceret energi. Det betyder, at fremtidens bygninger skal bruge væsentlig mindre energi og i højere grad tænkes som en del af energisystemet. Med mere vedvarende energi får vi også et energisystem, hvor adgangen til energi svinger med adgangen til for eksempel vind og sol. Og her bliver fremtidens bygninger en del af svaret, idet vi her kan lagre energi, når der er rigeligt af den, og tilsvarende skrue ned, når der mangler energi på andre tider.

 

Ved årsskiftet fik vi et nyt bygningsreglement, hvor nybyggeri pålægges at reducere energiforbruget med 25 procent i forhold til det, vi har været vant til. Og vi ser allerede frem mod 2020, hvor energiforbruget i nybyggeri igen skal reduceres med 25 procent. Der betyder øget fokus på innovation og udvikling – som mange i byggebranchen tager del i. Konkret er byggebranchen og energisektoren i gang med at lave en Roadmap for bygningers rolle i den grønne omstilling. Udvikling af Roadmappen er støttet af Energifonden.

 

Der er et stigende fokus på, hvordan vi sikrer et godt og sundt indeklima i folks boliger. For det nytter ikke, at vi løser udfordringen med, at bygninger bruger mindre energi, hvis bygningerne dermed ikke skaber gode, sunde og produktive rammer om vores liv. Indeklima vil i de kommende år blive en væsentlig del af bæredygtighedsbegrebet, og der arbejdes allerede med forskning, udvikling og innovation, der skal sikre et godt indeklima, som skaber gode forudsætninger for vores aktiviteter, hvad enten det er i skolen, på arbejdspladsen eller i vores hjem.

 

Bæredygtighed bør ikke blive en elitær disciplin baseret på tunge og omkostningskrævende certificeringsordninger. Det skal i stedet for handle om standarder og praktiske arbejdsmetoder for bæredygtighed, som sætter os i stand til at vurdere forskellige løsninger i forhold til hinanden. Det er heldigvis også tilgangen for det innovationsnetværk InnoByg, der, med støtte fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen, arbejder intenst med udvikling af bæredygtigt byggeri.

 

Kontaktinformation

Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, telefon 20 28 52 64