Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Danmark er på katastrofekurs

Vær varsom med ”lette logikker”, som at det bare er demografien, der spiller os et puds. Faktum er, at dansk økonomi gennem ti år ikke har været i stand til at vokse

Af adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen

 

Der var mørke skyer over vismændenes seneste pressemøde. Knap havde man sat sig i sæderne, før vismændene sagde ”Det går slet ikke så skidt som forventet”, hvorefter et gevaldigt tordenskrald fik alle til at hoppe op af sæderne. I nordisk mytologi er torden udtryk for guden Thors utilfredshed. Det er Thors besked til menneskene om, at de må ændre skibets kurs øjeblikkeligt. Men vismændene fortsatte: ”Vi skal ikke være så bekymrede for lavvæksten, for den skyldes, at flere træder ud af arbejdsmarkedet og færre kommer ind”. Imens begyndte regnen at sile ned udenfor, og tordenskraldene blev mere øredøvende.

 

Vismændenes navn har historisk været velfortjent. Men jeg må have lov til at anholde argumentet om, at vi ikke skal være så bekymrede for lavvæksten, fordi den skyldes demografisk udvikling. Det betyder vel i stedet, at vi netop bør satse benhårdt på vækst, fordi vi udfordres demografisk.

 

Vi må ikke glemme, at hvis Danmark havde haft samme vækst som Sverige siden 2008, så havde vi haft 233 milliarder kroner ekstra at gøre godt med til vores børn, unge og ældre eller til at sætte skatten ned. Situationen er i dag, at vi står med en giftig cocktail af lavvækst, et Brexit, der sænker økonomiens tempo, udgifter til flere ældre, udgifter til flere flygtninge og hobetal af arbejdsduelige mennesker på offentlig forsørgelse. Den cocktail giver os så langt vi kan se en rasende hovedpine. For alle ansvarlige politikere og økonomer er enige om, at skattetrykket ikke kan øges. Så hvor skal vi spare? På vores børns pasning? På vores ældres pleje? På vores unges uddannelse? Den cocktail vil banke os hårdt i baghovedet, indtil vi sejler ind på vækstkursen igen.

 

Til efteråret er det alfa og omega, at regeringen samler opbakning til en vidtgående finanslovsaftale, skattereform og vækstplan 2025. I byggebranchen kan vi kende en ferm håndværker på miles afstand, og statsministeren er en af dem. Aldrig har Danmark haft mere brug for, at statsministeren laver reformer i samme vægtklasse som efterlønsreformen. Mit budskab til regeringen er soleklart: Stå fast og gennemfør de benhårde økonomiske reformer, så skibet kan sejle ind på vækstkursen igen. Alternativet er alt for deprimerende.

 

For faktum er, at Danmark længe har været på katastrofekurs. Det ser vi særligt tre tegn på. For det første har vores produktivitet aldrig udviklet sig så ringe over en 5-årige-periode som inden for de seneste 5 år. For det andet er investeringsniveauet i Danmark historisk lavt. Og for det tredje har vi ikke haft vækst i Danmark i 10 år. Længe har vi hørt sætningen ”Nu kommer væksten. Nu kommer den. Nej nu”. Festen slutter, før den er begyndt. Det nylige Brexit har i øvrigt kun gjort skyerne over os mørkere. Vækstudsigterne er kun blevet ringere og uroen større.

 

I byggebranchen har vi fem anbefalinger til vidtgående reformer, der igen skal gøre Danmark til vækstnation.

 

For det første må vi få flere i arbejde. Den sætning har alle sat på repeat, uden at vi endnu har foretaget os så forfærdeligt meget. I Dansk Byggeri anbefaler vi, at vi sætter os et mål om hvert år frem til 2020 at få 30.000 flere mennesker i arbejdstøjet.

 

Så 1) Afskaf den resterende efterløn. 2) Fremryk den forhøjede pensionsalder. 3) Stil krav om, at kontanthjælpsmodtagere skal tage arbejde der i landet, hvor arbejdet er at hente. Danmark har længe været så bange for at give det kærlige skub til mennesker, at de er blevet fængslet i arbejdsløshed. Men hvis skibet skal sejle hurtigere, og flere skal få fornøjelse af fremdriften, dur det ikke, at under halvdelen af bemandingen er i arbejde på skibets dæk.

 

For det andet skal flere unge gå efter faglært arbejdstøj. Om 9 år kommer vi til at mangle 60.000 faglærte, så konkret må vi satse midler på vores erhvervsuddannelser, så de bliver endnu mere appetitlige for vores unge. Det er ren ud sagt diskrimination, når vores politikere igennem årtier har sendt håndører til håndværkeruddannelserne, mens gymnasierne er blevet forgyldt. Endelig må vi tage den verbale kamp mod uddannelsessnobberiet. Håndens arbejde skal tales op, så vi kan få flere faglærte. For skibets bemanding skal matche opgaverne.

 

For det tredje må vi se på lønniveauet til flygtninge. Når flere flygtninge ikke kommer i arbejde, så skyldes det, at de ikke er deres løn værd i virksomhedernes øjne. Punktum. Desværre drukner integrationsdebatten i værdiladede diskussioner. Faktum er dog, at vi kan skabe arbejdspladser til flygtninge, hvis det bliver mere attraktivt at hyre en syrisk eller irakisk flygtning. Den nye integrationsgrunduddannelse er et godt skridt, men der skal sandsynligvis mere til. Det skal være lettere at anvende ordninger som virksomhedspraktik og løntilskud, og det er det offentliges ansvar. Og man bør også se på de svenske erfaringer med deres servicetilskud. Det er nemlig ikke holdbart, at de mennesker, vi har smidt redningsvesten ud til, ikke også arbejder, når de er kommet ombord.

 

For det fjerde må vi rydde op i erhvervsstøttejunglen. Erhvervsstøtten beløber sig nu til langt over 20 mia. kr. årligt. Gennem adskillige årtier er erhvervsstøtteordninger kun vokset vildt og uhæmmet, uden at nogen har tænkt på at beskære busken. Problemet er, at skoven af støttepuljer og ansøgninger er hamrendes dyre at administrere. Brug i stedet pengene på afgiftslettelser til virksomhederne. For at sikre den grønne omstilling bør vi til gengæld øge energieffektiviteten i bygningsmassen. Bygninger i Danmark står i dag for 40 % af vores samlede energiforbrug. En kombination af afgiftslettelser og skærpede energikrav har den samlede fordel, at vi øger skibets fremdrift, uden at vi oser for meget.

 

For det femte må vi øge investeringerne i anlægsprojekter. Danmark forfalder i et hastigt tempo. Vores kloaknet forfalder. Vores broer og veje forfalder. Vores skoler forfalder. For politikernes mantra er: ”Ka’ renoveringen udskydes, så ska’ renoveringen udskydes”. Men enhver sømand ved, at det på lang sigt er billigere at renovere et skib i god tid, i stedet for at vente til, at skibet slår revner. Får man ikke lavet reparationerne i god tid, risikerer man indvendig mug, markedsprisen falder, og skibet bliver en ringere fornøjelse for passagererne. På samme måde må Danmark renovere sin bygningsmasse og infrastruktur, før den forfalder.

 

Betragter man overfladisk Danmark og de statistikker, der skulle beskrive vort lands sundhedstilstand, så kan man forledes til at tro, at ”det går jo meget godt”. For arbejdsløsheden er lav. Reallønnen vokser igen. Der er rimeligt styr på de offentlige finanser. Og vi har et stort overskud på betalingsbalancen.

 

Men sandheden er en ganske anden. Vi skal nemlig være varsomme med at blive forført af de ”lette logikker”, som at det bare er demografien, der spiller os et puds. Faktum er, at dansk økonomi gennem ti år ikke har været i stand til at vokse. I mange år talte man om, at dansk økonomi var en humlebi, der mirakuløst kunne flyve. Nyheden er, at det kan humlebien desværre ikke længere. Det har den ikke kunnet i ti år. Og resultatet burde bekymre alle, der ønsker udvikling. For hvis vi ikke får vendt udviklingen, så bliver der ikke penge til pleje, uddannelse og hospitalsvæsen i verdensklasse. Og alle de andre ting, vi så gerne vil tildele hinanden. Vi bliver simpelthen relativt fattigere år for år.

 

Realiteten er, at vi sejler fortsat med katastrofekurs, men vi skal tilbage på vækstkursen. For hvis væksten udebliver, så vanker der dybe velfærdsbesparelser. En større bemanding, en bemanding med de rette kompetencer og omsorg for skibets tilstand er vejen frem. Min opfordring til regeringen er klar: Grib hårdt fat om roret til efteråret! Drej skibet i retning af de vidtgående reformer, så Danmark igen kan komme på ret kurs. Alternativet kan vi ikke være bekendt, for den udeblevne vækst går især ud over fremtidige generationer, og de har ikke mulighed for at sige fra.