Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Flygtningeaftale - det muliges kunst

Dansk Byggeri er optaget af viljen til at levere ved trepartsforhandlingerne. Dansk Byggeri anerkender derfor resultatet, som viser, at der har været både forståelse for og evne til at levere på flygtningeudfordringen i forhandlingerne

- Dansk Byggeri har gjort det klart, at Danmark ikke igen kan bære at stå med en mislykket integrationsindsats. De mange flygtninge forsvinder ikke lige så hurtigt, som de kom, og derfor er det vigtigt, at også arbejdsmarkedets parter har været parate til at adressere den udfordring. Det er der nu kommet en aftale ud af, som - forhåbentlig på en enkel og håndterbar måde - kan medvirke til, at så mange som muligt så hurtigt som muligt bliver et aktiv på arbejdsmarkedet, siger Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, i en kommentar til aftalen, som i dag er blevet præsenteret af regeringen.

 

Dansk Byggeri oplever medlemsvirksomheder, der viser stor interesse for at påtage sig et ansvar i forhold til at finde job til flygtninge. Alle kender til de sproglige og kompetencemæssige problemer. Og pengene skal også passe, og nok så vigtigt er det ifølge mange virksomheder, som Dansk Byggeri har talt med, at der gives nem og ukompliceret adgang til at åbne døren for flygtninge.

 

- Jeg synes, at der er landet et resultat med gode elementer i sig. Der er enighed om, at vi skal undgå endnu en mislykket integrationsindsats. Der er ingen tvivl om, at aftalen vil have en god effekt og forhåbentlig pæn volumen på dele af arbejdsmarkedet. Og at der på andre dele skal høvles nogle knaster, hvis det for alvor skal virke, siger Lars Storr-Hansen.

 

Kontakt

Adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, telefon 41 19 33 04

Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32