Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Højdespringeren Horsens og dykkeren Morsø

Horsens er rykket over 50 pladser op på ranglisten over Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner, mens Morsø har taget årets længste rutsjetur fra toppen mod bunden. Samlet set er kommunerne i Østjylland gået mest frem, mens kommunerne på Sjælland er gået mest tilbage, viser nye tal

 

Horsens har arbejdet hårdt på at blive mere erhvervsvenlig. Kommunen er nemlig rykket hele 56 pladser frem på Dansk Byggeris liste over Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner – skarpt efterfulgt af Kolding, Silkeborg, Odder, Mariagerfjord og Fanø, der alle er rykket 40 pladser eller mere frem.

 

- Det er virkelig godt gået, når en kommune rykker fra at være blandt landets mindst erhvervsvenlige på plads nummer 92 ud af 98 kommuner og så op til plads nummer 36. Sådan et resultat kommer man ikke sovende til, og hvis de fortsætter det gode arbejde i Horsens, så burde de til næste år være at finde blandt landets allermest erhvervsvenlige, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Morten Kamp Thomsen.

 

I Morsø er det til gengæld gået den anden vej. Sidste år var den nordjyske kommune landets tredje mest erhvervsvenlige kommune, men i år er kommunen rutsjet hele 68 pladser ned af listen til plads nummer 71. Morsø er dermed den kommune, som har taget det største dyk i erhvervsvenlighed. Også Egedal, Kalundborg og Holbæk har taget nogle store dyk, og er gået henholdsvis 42, 39 og 34 pladser tilbage.

 

- Det kan både være fordi, at kommunerne har taget nogle mindre erhvervsvenlige tiltag, men det kan også være fordi, at andre kommuner har arbejdet mere ihærdigt med at forbedre deres erhvervsforhold, og dermed de bare blevet overhalet inden om, forklarer Morten Kamp Thomsen.

 

Hvis man ser på kommunerne samlet set i de enkelte landsdele, så er erhvervsvenligheden steget mest i de 11 østjyske kommuner, som tilsammen er rykket 176 frem. Mens de 15 sjællandske kommuner samlet set er gået mest tilbage.

 

- Jeg kan kun opfordre de sjællandske kommuner til at gå sammen om at hjælpe hinanden med, hvordan de kan gøre deres hjørne af Danmark mere erhvervsvenlig. I Østjylland kan kommunerne til gengæld klappe sig selv på skulderne over årets resultat, og samtidig sætte sig nye mål for, hvad de vil gøre for forsat at være det mest erhvervsvenlige hjørne af Danmark, siger Morten Kamp Thomsen.

 

 

Se hvor meget din kommune er sprunget eller dykket på listen her

 

Se analysen af højdespringere og dykkere her

 

Se analysen af kommunernes erhvervsvenlighed her

 

 

 

Kontaktinformation

Erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Morten Kamp Thomsen, telefon 26 79 71 34

Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65