Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Hul klagesang af hovedstadskommuner

Kommentar i Børsen af adm. direktør Lars Storr-Hansen

Kommunerne er spændt hårdt for – det undlader de heller ikke at gøre opmærksom på. Der er meget fokus på, hvad der koster; den øgede flygtningestrøm vender op og ned på meget, og nu skal der også findes midler til at dække omprioriteringsbidraget. Vi må så håbe på, at der snart bliver kastet lige så meget energi ind i at finde løsninger. For selvfølgelig er der meget at vinde ved at gøre tingene på en anderledes og smartere måde.

 

I Dansk Byggeri er vi meget opmærksomme på, at nogle kommuner synes at være bedre til at plukke de lavthængende frugter end andre. Desværre tegner der sig også et noget skævt billede, når vi kigger på geografien. For hvorfor er det nu sådan, at kommuner i Hovedstadsområdet er så afvisende overfor at reducere driftsbudgetterne ved at udlicitere? Det er veldokumenteret, at der er penge at hente, og det ved man godt i de kommuner, der er bedst til at udlicitere. De udliciterer nemlig stadig mere. Man må formode, at de gør det med baggrund i gode erfaringer.

 

Hovedstadsområdet er det område i landet, hvor der klart bliver udliciteret mindst. Blot 31,2 % af opgaverne på det tekniske område - hvilket dækker over opgaver såsom vedligehold af veje- og parker, snerydning og saltning - udliciteres. Det er et godt stykke under landsgennemsnittet på 40,1 %. Den eneste kommune, der for alvor har taget hul på udliciteringen er Ballerup, der udliciterer næsten 70 % af det tekniske område. I resten af kommunerne står det i stampe.

 

I en tid, hvor de kommunale budgetter er under pres, og det er nødvendigt at tænke i nye løsninger, har hovedstadskommunerne et forklaringsproblem, når de ikke i større omfang afsøger mulighederne i udlicitering.

 

På årsplan kan det potentielt indkassere en besparelse på 158,9 mio. kr. alene i hovedstadsområdet. På landsplan er der tale om besparelser på op i mod 550 mio. kr. Det bliver til rigtig mange penge i løbet af en årrække. Så når flere borgmestre i Hovedstadsområdet og på Sjælland med overborgmester Frank Jensen i spidsen kritiserer omprioriteringsbidraget, skylder de i samme ombæring svar på, hvorfor de er tilbageholdene med at hente effektviseringer ved at udlicitere.

 

Specielt når vi nu ved, at private virksomheder kan gøre det billigere, så er der ingen grund til stædigt at holde fast i, at kommunerne skal løse opgaven selv. Lad os lige minde om, at kommunale entreprenører for skattekroner bedriver virksomhed på et privat markedsområde, der grundlæggende ikke adskiller sig fra at drive offentlige bagerier og frisørsaloner - og det gør man jo heller ikke …