Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Jagten på erhvervsvenlighed er gået i gang

Dansk Byggeri har netop sendt spørgeskemaer ud til landets 98 kommuner, så organisationen igen i år kan kåre Danmarks mest erhvervsvenlige kommune

Der er dumpet et spørgeskema ind i mailboksen hos kommunaldirektøren i landets 98 kommuner. Her skal de svare på spørgsmål om, hvornår de kræver bankgarantier fra de virksomheder, der arbejder for kommunen, eller om kommunen bruger klausuler eller partnerskaber til at skabe praktikpladser til de lokale unge. De i alt fem spørgsmål er en del af Dansk Byggeris årlige analyse af, hvordan det står til med erhvervsvenligheden i kommunerne.
 
- Sidste år var der hele 96 kommuner, som besvarede vores spørgeskema, så vi har en fantastisk god svarrate. Det bekræfter mig i, at kommunerne også selv mener, at erhvervsvenlighed er vigtig. De kan også se, at det rent faktisk betaler sig, og jeg håber derfor meget, at mindst lige så mange kommuner vil tage sig tiden til at svare på spørgsmålene igen i år, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius og uddyber:
 
- Vi tjekker selvfølgelig de svar, som kommunerne sender tilbage til os og kontrollerer, at der ikke er noget, som ved en fejl er udfyldt forkert og dermed giver enten en fordel eller det modsatte, når erhvervsvenligheden skal måles.
 
Kommunerne bliver dog ikke kun målt på det spørgeskema, som de selv udfylder. Når Danmarks mest erhvervsvenlige kommune skal findes, så bliver kommunerne målt og vejet på 28 forskellige parametre om alt fra skattetryk til åbningstider på genbrugspladsen.
 
- De mange parametre giver fordele og ulemper for alle, så i bund og grund har alle kommunerne mulighed for at rykke på flere parametre, hvis de ønsker at forbedre erhvervsvenligheden, og det er der heldigvis rigtig mange, som gerne vil, siger Torben Liborius.
 
Dansk Byggeri undersøger kommunernes erhvervsvenlighed, fordi der er et stort samfundsøkonomisk potentiale i netop erhvervsvenlighed.
 
- Det handler ganske enkelt om arbejdspladser og velfærd. Hvis bare de 30 dårligste kommuner gør det lige så godt som gennemsnittet, så venter der 11 milliarder kroner forude, siger Torben Liborius.
 
Dansk Byggeris analyse af kommunernes erhvervsvenlighed 2016 udkommer i løbet af sommeren.
 
Kontakt:
Erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, telefon 23 32 34 95
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65