Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Mange jobåbninger i små byggevirksomheder

Arbejdsmarkedet er i god gænge, og antallet af jobåbninger er på det højeste niveau i denne statistiks korte levetid. Især de små byggevirksomheder med 1-9 ansatte har mange ubesatte stillinger

Ifølge Danmarks Statistik var der i første kvartal 29.400 ledige stillinger på det private arbejdsmarked. Det er 5.900 flere end i første kvartal 2015. De ledige stillinger udgør 1,8 pct. af den samlede private beskæftigelse.

 

- Arbejdsmarkedet er solstrålehistorien i dansk økonomi. Og med det højeste antal jobåbninger i statistikkens korte levetid siden 2010, fortsætter den positive tendens, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

 

I Hovedstaden udgør de ledige stillinger 2,1 pct. af beskæftigelsen. I Midtjylland, Syddanmark og Sjælland ligger man med 1,6 pct. lidt under landsgennemsnittet på 1,8 pct., og i Nordjylland betydeligt under med 1,1 pct.

 

- Det er ekstra positivt, at både Midtjylland, Syddanmark og nu også Sjælland er godt med på vognen i statistikken om jobåbninger, mens antallet af nordjyske jobåbninger i 1. kvartal blot udgjorde 1,1 pct. af den samlede beskæftigelse, siger Bo Sandberg.

 

Bygge- og anlægsbranchen ligger lidt over landsgennemsnit med jobåbninger svarende til 1,9 pct. af branchens beskæftigelse i 1. kvartal 2016. Ikke overraskende, er det i servicesektoren – især information & kommunikation (3,1 pct.) og erhvervsservice (2,6 pct.) - der er relativt flest jobopslag, og det er samtidig også nogle af de brancher, der dominerer Hovedstadens arbejdsmarked.

 

- Det er især i de små bygge- og anlægsvirksomheder, der i øjeblikket er mange vakante job. Disse udgør 3,2 pct. af beskæftigelsen i virksomhedssegmentet med 1-9 ansatte, siger Bo Sandberg og tilføjer:

 

- De mange ledige stillinger dokumenterer på den ene side, at fremgangen i byggeriet nu også slår igennem hos de små virksomheder. Men på den anden side illustrerer det formentlig også, at det er i de mindste virksomheder, man har sværest ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, og at jobopslagene derfor er ubesatte i længere tid.

 

Kontakt

Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, telefon 28 50 38 19

Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32