Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Mere transportforskning – ikke mindre

Den varslede lukning af DTU Transport giver anledning til bekymring for fremtidige beslutninger om Danmarks infrastruktur. Beslutninger kan komme til at mangle eller blive truffet på mangelfuldt grundlag

Halveringen af bevillingerne på finansloven fra 40 mio. kr. i 2015 til 20 mio. kr. i 2016 får DTU til at lukke forskningsinstituttet DTU Transport.
 
- Vi må naturligvis spørge, om vi fremover kan forvente et solidt forskningsmæssigt grundlag at træffe beslutninger på i forhold til Danmarks infrastruktur. Lukningen af DTU Transport indebærer, som det ser ud nu, en risiko for, at den fokuserede forskning på transport udvandes, siger branchedirektør Niels Nielsen fra branchefællesskabet Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri.
 
DTU har ganske vist garanteret, at nedlæggelsen af DTU Transport, som følge af en halvering af institutionens bevilling, ikke vil få betydning for den nødvendige fokusering og udvikling af transportforskningen.
 
- DTU vil sprede transportforskningen ud over andre forskningsinstitutter og kombinere transport med andre discipliner. Det vil vi følge nøje - og med det for øje, at der ikke bliver mindre fokus på transportforskning. Det vil være en fejl med tanke på de store udviklingsspring, man allerede nu kan se på transportområdet. Det vil i den kontekst være mere naturligt at flytte relevante forskningsdiscipliner fra andre områder til DTU Transport og dermed udbygge dette forskningsområde, siger Niels Nielsen.
 
Transportminister Hans Christian Schmidt har udtrykt forståelig bekymring over DTU’s beslutning om lukning af DTU Transport. Danske Anlægsentreprenører foreslår på den baggrund, at ministeren tager initiativ til at nytænke rammerne om forskningen på transportområdet.
 
- Presset på transportforskningen er stort. Hvad skal vi vide for at træffe de rigtige beslutninger? Det er det centrale spørgsmål. Derfor skal transportforskning ikke stoppe for rødt, men tværtimod klø på – og gerne tænke nyt i samarbejde med de relevante parter. Med transportministeren for bordenden er der behov for at sætte rammerne og prioriteringen af forskningen på transportområdet i Danmark op i gear meget hurtigt, siger Niels Nielsen og afslutter:
 
- Mon ikke kommunerne og de relevante erhvervsorganisationer gerne deltager. I Danske Anlægsentreprenører vil vi gerne være med – og det må gerne gå hurtigt, hvis skaden ikke skal blive for stor.
 

Kontakt
Branchedirektør Niels Nielsen, Danske Anlægsentreprenører, telefon 25 66 63 14
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32