Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Mod til at handle i Danmarks interesse

Af adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri

Danmark står over for nogle meget store udfordringer i de kommende mange år. Efter et tabt tiår, hvor væksten har stået stille i Danmark, og vi er faldet bagud i sammenligning med fx Sverige og Tyskland, står vi over for at træffe en monumental beslutning om, hvilken vej vi vil gå:

 

Skal vi fortsætte med at hutle os igennem tilværelsen med vækstrater omkring én procent, hvilket betyder, at vi får svært ved at tilbyde vores medborgere de mange nye muligheder inden for medicin, pleje og undervisning?

 

Eller vil vi gribe chancen og reformere økonomien og frigive noget af den energi, som vores mange regler og sædvaner i dag holder under låg?

 

Valget burde være let.

 

For hvem vil ikke gerne tilbyde sine børn nye og bedre muligheder, tilbyde de svageste i samfundet den optimale omsorg og tilbyde de syge den mest effektive behandling. Problemet er bare, at det ikke er den vej, vi i øjeblikket følger.

 

Hvis vi skal slå ind på vindersporet, så skal vi turde tackle mindst tre væsentlige udfordringer:

 

For det første skal vi finde konkrete og brugbare løsninger på den allerstørste udfordring, som Danmark står over for, som er flygtninge og integrationsproblematikken. En stor del af dette problem skal løses på EU-plan med styr på EU's ydre grænser. Men på det hjemlige plan skal vi have integrationen til at lykkes, så langt flere flygtninge kommer i arbejde.

 

Her må vi konstatere, at vi endnu ikke har fundet de vises sten. Kun knap halvdelen af udlændinge med ikke vestlig baggrund er i dag i arbejde mod over 70 procent af de etniske danskere. Hvis man ser på de nye flygtninge, ligger succesraten efter tre år i landet på under 30 procent.

 

Det er tæt på en katastrofe, og hvis det ikke lykkes at hæve beskæftigelsen betydeligt, så vil det betyde enden på det danske velfærdssamfund, som vi kender det. I løbet af få år vil udgifterne til flygtninge overstige det, vi hvert år bruger på folkeskolen, og det vil føre til prioriteringer af Danmarks velstand, som vil ramme alle og skabe ødelæggende spændinger i samfundet.

 

Vi er nødt til at finde løsninger, der batter noget. Det er ikke nok blot at gøre mere af det, vi allerede gør. Alle parter må vise mod og vilje. Kommunerne skal levere en helt anden kvalitet i deres arbejde, end de gør i dag. Flygtningene skal ses som en ressource, der skal i arbejde og ikke som stakkels klienter, der skal skærmes fra arbejdsmarkedet. Og alle undersøgelser viser, at flygtningene gerne vil arbejde. Det er beskæmmende at være vidne til, at virksomheder, som gerne vil være med til at skaffe flygtninge i arbejde, oplever kommunerne som modspillere. Det kan kommunerne ikke være bekendt. Det er for dumt og for dyrt.

 

Mange virksomheder er klar til at løfte et ansvar, men det kræver, at systemerne ikke modarbejder dem fx ved ikke at visitere flygtninge, når virksomhederne henvender sig. Det skal være let, ubureaukratisk og til en pris, som modsvarer den værdi, som flygtningene skaber. Det er flygtningene indstillede på, og det bør ingen lægge hindringer i vejen for. Her handler det i den grad om at have fokus på samfundets interesser og sætte sig ud over særinteresser.

 

Jeg tror, at vi i Danmark er nødt til at gøre os klart, at i en verden, der mentalt bliver mindre og mindre, kan man ikke have systemer, der adskiller sig markant fra hinanden. Vi er nødt til at tilpasse os verden omkring os. Og ja, det er trist at opgive velerhvervede rettigheder, men hvis man agerer hurtigt, så har man en mulighed for at være med til at påvirke sin fremtid. Og hvis ikke så vil forandringens vinde rive os omkuld. Og det vil gøre ondt.

 

Når vi har løst flygtninge- og integrationsområdet, så er tiden kommet til at se på en anden stor udfordring - vores skattesystem. Her gælder samme problematik. Enten kan vi tilpasse os udviklingen, eller også kan vi lade den blæse os om kuld.

 

Danmark har brug for igen at få skabt økonomisk vækst. Vi har brug for, at flere arbejder, og for at flere arbejder længere. Det betyder, at incitamentet til at arbejde skal øges, og det sker nemmest ved at sætte skatten på arbejde ned. Regeringen har skrevet en nedsættelse af topskatten ind i regeringsgrundlaget. Det er en rigtig vej at betræde. Men det er en nedsættelse af skatten i bunden også, så alle får mere ud af at arbejde – især alle dem, der skal flyttes fra passiv forsørgelse til ordinære jobs.

 

Alle der fornægter udviklingen og tror, at i morgen vil ligne i går vil hændervridende spørge, hvem der dog skal betale for skattelettelserne. Meget tyder på, at prisen for fx topskattelettelser er lav på grund af den megen energi, der sættes fri. Det rigtige spørgsmål er derfor, hvem der skal betale, hvis vi ikke foretager os noget og tager endnu et årti uden nogen særlig vækst. Svaret er meget klart - det kommer de dårligst stillede til at betale.

 

Når kagen bliver mindre og mulighederne indskrænkes, så er det altid de dårligt stillede, de handicappede og de syge, som må holde for. Så alle burde kunne samles om at ville skabe vækst igen - ikke af hensyn til erhvervslivet, men af hensyn til hele Danmark.

 

En tredje udfordring er, at vi skal have nedbragt andelen af vores offentlige udgifter, der går til overførselsindkomster. Her adskiller Danmark sig nemlig i betydelig grad fra vores naboer - og det kan ikke opretholdes uden meget store negative konsekvenser.

 

Politikerne må derfor ikke stoppe reformerne af vores overførelsesindkomster. Vi har alt for mange ordninger. Der er behov for færre ordninger med sunde incitamenter til at bidrage til arbejdsmarkedet. I dag er 230.000 parkeret på førtidspension. Hvis vi som i Sverige havde taget fat på at gøre vores førtidspension mere moderne, kunne det tal være 55.000 lavere. Der er derfor oplagt igen at kigge førtidspensionsordningen efter i sømmene.

 

Et andet sted at kigge hen er et opgør med SU'en. Uddannelse er gratis i Danmark, og man får oven i købet en høj betaling, mens man uddanner sig. Det bør laves om. I hvert tilfælde bør en del af SU'en lægges om til lån. Det tager ingen skade af.

 

Vi står således ved en skillevej. Vi har allerede oplevet et tabt tiår. Og hvis dette ikke skal fortsætte, skal vi have gang i reformerne af overførselsindkomsterne, af skattesystemet og ikke mindst finde holdbare og værdiskabende løsninger for flygtningeindsatsen. Og her må vi appellere til alle - kommuner, stat, arbejdsgivere og ikke mindst fagforeninger - om at lægge særinteresser til side og vise mod til at handle i hele Danmarks interesse.