Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Når mere vil have mere

Dansk Energi, Dansk Fjernvarme og De Frie Energiselskaber har hver for sig i debatindlæg på Altinget sat spørgsmålstegn ved såvel det eksisterende som det fremtidige grundlag for energispareaftalen. Det skaber desværre en dyb bekymring om seriøsiteten i dette selskab

Af Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri

Debatindlægget er bragt på altinget.dk den 22-01-2016

Er tiden løbet fra en energispareaftale med energiselskaberne som aktører? Det er i hvert fald det spørgsmål, der efterlades, når man på sidelinjen følger med i de igangværende forhandlinger om en fornyet aftale vedrørende energiselskabernes energispareforpligtelser og læser debatindlæg her på Altinget.

Dansk Energi, Dansk Fjernvarme og De Frie Energiselskaber har hver for sig i debatindlæg på Altinget sat spørgsmålstegn ved såvel det eksisterende som det fremtidige grundlag for energispareaftalen. Det skaber desværre en dyb bekymring om seriøsiteten i dette selskab.

Det er i forvejen en ganske interessant konstruktion, som hele energispareaftalen hviler på, nemlig en politisk aftale med energisektoren om at levere aftalte energibesparelser. Og regningen for aftalen sendes til os alle via energiregningen. Og der er vel at mærke ikke tale om en afgift opkrævet via skattebetalingen, men en afgift, der er politisk aftalt med energisektoren, som så får mellem 1,5 og 2,0 milliarder kroner til disposition årligt.

Skal vi tro parternes udlægning på Altinget, så er hele grundlaget for aftalen om at realisere energibesparelser ved at smuldre. Der er ikke enighed om, hvad de enkelte energiarter – el, naturgas, fjernvarme og olie – skal påtage sig af forpligtelser. Og fx Dansk Fjernvarme har deres helt egne planer med pengene, som de mener skal bruges til at omstille energiforsyningen til vedvarende energi. Det troede jeg faktisk, at de ca. otte milliarder kroner, der opkræves i PSO-afgift, gik til. Men her er der åbenbart appetit på et yderligere produktionstilskud på to milliarder kroner fra energispareaftalen til supplering af PSO-aftalen.

Her ud over er det interessant at læse, hvad energiselskaber vurderer kan indgå i regnskaberne for at realisere energibesparelser. Men også selskabernes forskellige vurderinger af energispareaftalens effekt og fornuft. Her leveres efter min mening et af de bedste argumenter for at nytænke ønsket om at realisere energibesparelser. Noget tyder på, at det vil være fornuftigt, hvis vi skal realisere den grønne omstilling på en omkostningseffektiv måde.

Konklusionen af energisektorens egne udlægninger her på Altinget bør vel egentlig være, at tiden er løbet fra energispareaftalen i sin nuværende konstruktion. Vi taler om et betydeligt beløb på to milliarder kroner hentet op af danskernes lommer, og man kan forsigtigt spørge til retssikkerheden og fornuften i den lukrative konstruktion, som energiselskaberne i et lukket forhandlingsrum aftaler med politikerne. Når mere vil have mere, kan det være en god ide af smække kassen i og tænke sig om. Tiden er således til at se energispareaftalen grundigt efter i sømmene - eller i det mindste at genfremkalde det oprindelige formål med aftalen.