Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Ny aftale udvander energispareindsatsen

Energiselskaberne og energiministeren har indgået en aftale om energispareindsatsen frem mod 2020. Der er en aftale med lavere sparemål end oprindeligt, og aftalen tilgodeser produktionsteknologier i stedet for at skabe reelle energibesparelser ude hos slutbrugerne af energi

Med aftalen om energispareindsatsen kan energiselskabernes nøjes med at spare 10,1 PJ årligt i stedet for de oprindelige 12,2 PJ. Hertil kommer, at energiselskabernes får lov til at indregne kollektiv solvarme i deres mål helt frem til 30. juni 2018.

 

- Det er meget beklageligt, at ambitionerne er blevet svækket. Det viser, at energibesparelser ikke står højt på den politiske dagsorden, hvor der er mere fokus på udbygning med vedvarende energi, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

 

Energispareindsatsen er ifølge Dansk Byggeri i forvejen udhulet. I 2015 gik ca. 11 % af indsatsen til kollektiv solvarme, 11 % til konvertering af varmekilder fx fra oliefyr til fjernvarme og 3 % til ledningsoptimering. Det vil sige, at 25 procent af ”energibesparelserne” gik til produktionsteknologier og forbedringer af forsyningsleddet.  

 

- Det er trist at være vidne til denne udvanding af energispareindsatsen. Energiselskaberne slipper i høj grad for at påtage sig et ansvar for en reduktion af energiforbruget, siger Michael H. Nielsen og fortsætter:

                                                                                                                                                 

- Det er dokumenteret, at den bedste måde at realisere målet om 100 procent vedvarende energi i 2050 er at spare 40 % af varmeforbruget. Derfor skal vi politisk tænke energieffektivisering ind på lige fod med udbygning af den vedvarende energi.

 

Det fremgår af energiaftalen fra 2012, at energiselskaberne skal målrette deres spareindsats mod eksisterende bygninger og erhverv. Det er bare ikke den tendens, vi ser i dag, og Dansk Byggeri sætter spørgsmålstegn ved, om energiselskabernes indsats og deres værktøjer er de rette til at realisere de potentialer for energibesparelser, der er i vores bygninger.

 

- Langt over halvdelen af de danske bygninger er opført uden energikrav. Derfor skal vi have fat i de energibesparelser, der kan hentes i bygningsmassen. Det må være en forudsætning for en omkostningseffektiv grøn omstilling mod 2050. Men det kræver en justering af den måde energispareindsatsen er indrettet på i dag, siger Michael H. Nielsen, og uddyber:

 

- Vi har ikke bare brug for en langsigtet strategi for energirenovering men nye og justerede virkemidler, som kan realisere potentialet for energibesparelser i vores bygninger. Og meget tyder på, at energiselskabernes spareindsats er blevet den blindgyde, som mange frygtede.

 

Dansk Byggeri vil derfor opfordre ministeren til en inddragende dialog om, hvordan vi får sat gang i en effektiv energispareindsats med større ambitioner og initiativer, der reelt medvirker til skrue ned for vores bygningers energiforbrug.

 

Kontakt
Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, telefon 20 28 52 64

Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32