Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Papirarbejdet gør det svært at være lille virksomhed

Halvdelen af de små og mellemstore håndværksmestre oplever, at antallet af skemaer og blanketter, som skal udfyldes for at få lov til at drive virksomhed, er vokset de seneste fem år. Dansk Byggeri opfordrer myndighederne til at sætte fart på den offentlige digitalisering og sikre én indgang til det offentlige for at komme bøvlet til livs

Nye arbejdsmiljøregler og dertilhørende skemaer, indberetninger til Danmarks Statistik og papirarbejde, når der skal indhentes tilladelser hos kommunen. Det er de tre største tidsrøvere for små og mellemstore virksomheder.

Det viser en ny spørgeundersøgelse blandt Dansk Byggeris små virksomheder med højst ti ansatte. Her svarer virksomhederne også, at antallet af administrative byrder er steget de sidste fem år.

- Skiftende regeringer og ministre har de seneste mange år haft et ønske om, at det skulle være nemmere at drive virksomhed, og at der skulle luges ud i de administrative byrder. Men de gode intentioner har desværre ikke haft nogen effekt ude i virkeligheden hos de mindre virksomheder, hvor de stadig oplever at kæmpe en daglig kamp mod bøvlet, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Anne Gram, og uddyber:

- Et typisk eksempel på en administrativ byrde er, når virksomhederne skal indberette til Danmarks Statistik, og spørgeskemaet ikke er relevant for virksomheden. Det kræver, at man ringer op til Danmarks Statistik og beder om en kode, som man skal indtaste i skemaet. Det ville være meget nemmere, hvis virksomheden bare kunne krydse af i et felt med svarmuligheden "Ikke relevant", og det har vi derfor foreslået, at Danmarks Statistik implementerer i deres spørgeskemaer.

På trods af administrative byrder svarer 40 procent af virksomhederne i undersøgelsen, at de forventer at ansætte flere medarbejdere.

- De mindre virksomheder har fået et mere positivt syn på fremtiden. Men vi hører desværre også, at når en mester vil ansætte sin første medarbejder, bliver han samtidig nødt til at ansætte en administrativ medarbejder, fordi der er så meget papirarbejde forbundet med at have ansatte. Og det er med til at gøre det ekstra svært for små virksomheder at skabe flere arbejdspladser og vækst, forklarer Anne Gram.

En del af løsningen er, at regeringen sætter fart på den fælles offentlige digitaliseringsstrategi.

- Her er formålet netop, at myndighederne deler oplysninger med hinanden, så virksomhederne kun behøver taste oplysningerne ind én gang. Flere kommuner burde også oprette én indgang for erhvervslivet, så virksomheder kun skal henvende sig et sted, når de skal have behandlet en sag. Det er der gode erfaringer med i fx Odense, og flere kommuner burde gøre det samme, siger Anne Gram.

Se spørgeundersøgelsen om administrative byrder her

Kontaktinformation

Erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Anne Gram, telefon 26 19 00 77

Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65