Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Regeringens 2025-plan strutter af gode, gamle Keynes

Regeringens 2025-plan er i sin grundsubstans ganske keynesiansk. Og det burde appellere til det centrum-venstre, som ellers er mest kritisk overfor udspillet

Af cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri

 

Socialdemokraterne og resten af centrum-venstre bør falde over hinanden for at støtte store dele af regeringens 2025-plan, der smager af aktiv finanspolitik. Nogle gange kan man som bekendt ikke se skoven for bare træer (og detaljer). Men faktisk er regeringens 2025-plan i sin grundsubstans ganske keynesiansk. Og det burde appellere til det centrum-venstre, som ellers er mest kritisk overfor udspillet.

 

Det enkeltstående tiltag i 2025-planen, der skaber suverænt størst finanspolitisk råderum er, at man venter til 2025 med at opnå balance på den strukturelle offentlige saldo. Dvs. at man tillader underskud på de offentlige finanser i fem år mere end planlagt i Thornings 2020-plan, som Løkkes 2025-plan er sat i verden for at afløse. Dette keynesianske håndtag leverer knap 40 mia. kr. af planens finanspolitiske råderum på knap 57 mia. kr. i 2025.

 

Effektfuld politik I økonomisk teoretisk forstand kan råderum oversættes til ekstra efterspørgsel eller købekraft, som på den ene eller anden måde sprøjtes ud i samfundsøkonomien. Herefter er det et politisk prioriteringsspørgsmål, hvad råderummet bruges til. Med søvngængeragtig sikkerhed vil det igangsætte en ophedet kamp om, hvad der virker bedst: offentlige investeringer, offentligt forbrug eller skattelettelser? Men fælles for redskaberne er, at de er variationer over samme keynesianske grundtema: En mere ekspansiv finanspolitik. Og netop ekspansiv finanspolitik er nyttig og virkningsfuld i Danmarks aktuelle økonomiske situation, så det fortjener regeringen bestemt ros for. Hvis vi tyer til økonomisk teori, så er ekspansiv finanspolitik i en lille åben økonomi som den danske nemlig særligt virkningsfuld, når 1) der føres fastkurspolitik, når 2) renten er lav, så langt øjet rækker, og når 3) inflationen i værste fald kan snige sig op mellem 1-2 pct. For så risikerer finanspolitikkens ekspansive virkning ikke at forsvinde som følge af negative fortrængningseffekter - dvs. via ændret valutakurs, renteniveau og inflation.

 

Pengene fosser ind Dansk økonomi har mange store udfordringer - lavvækst, lav produktivitet, lave investeringer og for mange på passiv forsørgelse - men de offentlige finanser er ikke en af dem.

 

Pengene fosser faktisk ind i statskassen. De seneste prognoser tyder på, at der i perioden 2010-2016 er kommet 258 mia. kr. mere ind i statskassen, end de skiftende regeringer havde budgetteret med. Ifølge de økonomiske vismænd er vores langsigtede finanspolitik »overholdbar«. Set i det lys, er det rigtig godt nyt, at regeringens 2025-plan strutter af god gammeldags keynesianisme.

 

Men afslutningsvis for god ordens skyld, og inden venstrefløjsromantikerne får alt for hede drømme, så skal det pointeres, at man naturligvis end ikke i en keynesiansk verden for tid og evighed kan køre med offentlige underskud og dermed sende regningen videre til landets børneværelser. På et tidspunkt, der er afstemt med konjunktursituationen, skal der komme en tilsvarende periode med offentlige overskud, hvor efterspørgslen skal dæmpes. Det er her, kæden ofte hopper af for politikerne, og hvor Keynes gennem historien er blevet misbrugt på det skammeligste. Men den tid, den glæde - og det politiske slagsmål.